Post-punk-bandet har netop løftet sløret for en omfattende europaturné med to danske stop på ruten.
Britiske White Lies har netop annonceret en europaturné, der i februar 2026 lægger vejen forbi både Esbjerg og København. I dag har de desuden udgivet singlen "Nothing on Me", som markerer begyndelsen på en ny musikalsk æra for den London-baserede trio.
Læs også: Albumanmeldelse af White Lies: Kvalitetstoner i mol fra danskernes dystre favoritter
"Dette nummer byder dig velkommen til White Lies' samarbejdsorienterede nutid," lyder det fra bandet. "Det er noget hensynsløst, ustabilt og fyldt med konkurrerende ideer. Der er en tilsidesættelse af ydre påvirkninger, pres eller forventninger. Vi kører uden bremser eller sikkerhedsseler. Tekstmæssigt og konceptuelt er det en genfødsel og en introduktion."
Deres hitsingler "Farewell to the Fairground" og "Bigger Than Us" samt debutalbummet To Lose My Life... fra 2009 har placeret de tre briter på store scener verden over. Senest udgav de albummet As I Try Not To Fall Apart i 2022, som modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder.
"På dette deres sjette udspil folder danskernes foretrukne engelske mørkemænd deres sound ud," lød det i anmeldelsen, der konkluderede: "Albummet rykker ikke markant på White Lies-universet. De er stadig enormt dygtige, bundniveauet er højt, og højdepunkterne virkelig gode."
Året efter albumudgivelsen indtog White Lies festivalen NorthSide, hvor de spillede en firestjernet koncert. Anmelderen beskrev koncerten således: "Mod slutningen af koncerten roser Harry McVeigh det danske publikum for at tage så godt imod bandet gennem snart 15 år. Det lader til, at alle på og omkring scenen er klar på 15 år mere. Det er jeg også."
Post-punk-trioen har hørt GAFFAs opfordring og vender tilbage til Danmark i starten af 2026. Først gælder det Tobakken i Esbjerg den 21. februar, og derefter går turen til storbyen, hvor de spiller koncert i Vega i København den 22. februar. Det officielle billetsalg starter onsdag den 28. maj og kan tilgås her.
Hør White Lies' nye singleudspil her:
Læs også: The Rumours Said Fire vender blikket mod naturen og fællesskabet på ny single