Med en ny single sætter den nigerianske afrobeats-stjerne gang i nedtællingen til sit næste album.
Burna Boy har netop udgivet singlen "Tatata" med hiphop-ikonet Travis Scott. Med udgivelsen afslører han desuden, at hans kommende album No Sign of Weakness udkommer den 10. juli 2025, meddeler Pitchfork.
Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale hiphopsange
Mediet beretter desuden, at de tidligere udgivne numre "Bundle by Bundle" fra 2024 samt "Update" og "Sweet Love" fra 2025 også er at finde på den 16 numre lange trackliste.
Burna Boys gaveregn fortsætter med en tilhørende musikvideo til den netop udgivne "Tatata", hvor Travis Scott også optræder. Musikvideoen bliver først offentliggjort i morgen, fredag den 23. maj, men afrobeat-fænomenet har allerede teaset med videoklip på sin Instagram, som kan ses nedenfor.
Artiklen fortsætter efter opslaget.
GAFFA oplevede senest musikeren i sommeren 2024 på Bøgescenerne til Smukfest, hvor anmelderen kvitterede med fire ud af seks stjerner og skrev:
"Burna Boy og ikke mindst hans band gav os, trods et stænk af musikalsk ensformighed, lige den varmblodige fest, vi trængte til efter endnu en dag med sommerens 117. hundredeårshændelse rent vejrmæssigt. Det kunne vi næppe have fået med en backtrack-buffet. Godt booket, Smukfest."
Burna Boys kommende juli-udgivelse No Sign of Weakness bliver hans ottende album og følger op på I Told Them... fra 2023. GAFFA anmeldte musikerens firestjernede og femte studiealbum Twice as Tall fra 2020, hvor anmelderen konkluderede, at "når det er godt, er det også rigtig godt, og Twice as Tall understreger Burna Boys unikke position som en global stjerne, der ved at være tro mod sine musikalske rødder stadig kan manøvre i et unikt musikalsk felt."
Hør "Tatata" featuring Travis Scott her:
Læs også: Albumanmeldelse: Burna Boy viser global overlegenhed