Medlemmet har også bekræftet, hvem der overtager hans plads.
Foreigners forsanger Kelly Hansen har annonceret, at han forlader bandet efter 20 år. Han har ligeledes bekræftet, hvem der overtager hans plads.
Læs også: Elton John kritiserer den britiske regering: "Kriminelt"
Hansen har været forsanger i det britisk-amerikanske rockband siden 2005, hvor han overtog rollen fra medstifteren og den oprindelige forsanger Lou Gramm.
Hansen delte nyheden om sin afgang under Foreigners optræden i sæsonfinalen af The Voice i går aftes den 20. maj. Her meddelte han, at Foreigner-guitaristen Luis Maldonado vil overtage som forsanger.
"Efter 20 magiske år med at optræde med dette band, bliver dette mit sidste år med Foreigner. Til sommer vil en ny stor stemme synge disse sange for jer, min ven Luis Maldonado,” sagde Hansen til publikum, ifølge mediet Metro.
Se deres optræden her.
Foreigner blev dannet i 1976 i New York af en række engelske musikere og den amerikanske sanger Lou Gramm og er kendt for hits som "Feels Like The First Time", "Hot Blooded" og "I Want To Know What Love Is". Bandet har gennemgået en lang række udskiftninger gennem tiden, men har til trods herfor solgt mere end 70 millioner album gennem årene, heraf over 37,5 millioner i USA.
LÆS OGSÅ: Her er soundtracket til din weekend