Nyhed

Charli XCX: "Mit næste album bliver nok et flop"

Charli XCX forbereder sig mentalt på, at hendes kommende album potentielt bliver en fiasko. Det fortalte den britiske popartist i et interview under filmfestivalen i Cannes tidligere på ugen.

Charli XCX, som fik sit store gennembrud med albummet Brat sidste år, har efter succesen følt sig inspireret til at tage sin musik i en ny retning – også selvom det betyder, at det nye materiale måske får en mere lunken modtagelse.

Læs også: Burna Boy forener afrobeats og hiphop i nyt samarbejde med ikonisk rapper

"Du kan aldrig gøre det samme to gange, og mit næste album bliver nok en fiasko – hvilket jeg faktisk har det helt fint med," udtaler hun i et interview med Culted.


Brat blev rost af musikkritikere verden over og udviklede sig til et kulturelt fænomen. Albummet blev også kåret som årets andetbedste internationale udgivelse af GAFFA Danmark, og blev efterfulgt af arenaturnéer, "Brat summer" og et remixalbum. 

Men på trods af succesen føler Charli XCX ikke noget behov for at gentage succesen.

"Jeg føler ikke rigtigt noget pres for at lave en ny version af Brat, for da jeg lavede det, vidste jeg faktisk ikke, hvordan det ville blive modtaget. Jeg lavede det helt for min egen skyld, markedsførte det på min egen måde og havde ingen anelse om, at folk ville forbinde sig så stærkt med det," siger hun.


Producerne bag Brat – A.G. Cook, Finn Keane og George Daniel – har tidligere antydet, at det næste album kan blive noget helt anderledes. I februar beskrev de projektet med ordene "anti-Brat" – noget, Charli XCX selv ser ud til at omfavne:

"Jeg er helt klart i gang med at tænke på næste plade... Det er sjovt. Jeg har nærmest lyst til at lave en Lou Reed-plade, for at være ærlig. Det ville virkelig være et stort skifte," siger hun.

LÆS OGSÅ: Her er alt, vi ved om Haims kommende album


 Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.

ANNONCE