Chris Brown kan nu se frem til at tage på verdensturné.
Chris Brown er blevet løsladt mod kaution af britisk domstol, ifølge Reuters. Hitmageren blev anholdt i den engelske storby Manchester i forrige uge, hvor han blev anklaget for at have overfaldet en musikproducer på en natklub i London for to år siden.
Chris Brown blev anholdt om natten på et hotelværelse i Manchester af Metropolitan Police, skrev The Sun. Han var sigtet for grov vold med forsæt i forbindelse med et påstået angreb med en flaske.
Læs også: Dokumentar om Chris Browns voldelige fortid
Episoden skulle have fundet sted på en natklub i London for to år siden, nærmere bestemt den 19. februar 2023.
Anklagen kom fra producer Abraham Diaw, der tidligere har udtalt til The Sun, at Chris Brown uprovokeret angreb ham med en flaske på en natklub, hvorefter han både blev slået i hovedet og sparket.
Ifølge mediet måtte Abraham Diaw efterfølgende køres på hospitalet og havde i tiden efter udskrivelsen brug for krykker for at kunne gå.
Chris Brown har en kriminel fortid med voldsdomme samt overgrebsanklager, hvor han for alvor kom i mediets søgelys, da han blev anklaget for vold mod sin daværende kæreste, Rihanna.
Han tilstod efterfølgende, og der blev i tiden efter delt billeder af Rihanna, hvor hun var tydeligt forslået og havde flere ansigtsskader. Sagen har for nylig fået opmærksomhed igen, da dokumentaren Chris Brown: A History of Violence blev offentliggjort den 27. oktober 2024.
Musikeren blev kendt i 00'erne, hvor han hittede med numre som "Forever", Run It" og "With You". Chris Brown har planlagt verdensturnéen Breezy Bowl XX til start om tre uger, hvor første koncert bliver afholdt den 8. juni i Amsterdam i Holland, hvis alt går efter planen.
læs også: Diddys eks-svigermor viser billeder af blå mærker på sin datter