Nyhed

Chris Brown sigtet for grov vold

R&b-sangeren har været i politiets varetægt i over et døgn.

Chris Brown blev anholdt natten til torsdag på et hotelværelse i Manchester af Metropolitan Police, skriver The Sun. Han er sigtet for grov vold med forsæt i forbindelse med et påstået angreb med en flaske.

Læs også: Dokumentar om Chris Browns voldelige fortid

Episoden skulle have fundet sted på en natklub i London for to år siden, nærmere bestemt den 19. februar 2023. I dag, fredag den 16. maj, skal han møde retten ved Manchester Magistrate's Court.


The Sun beretter, at anklagen kommer fra producer Abraham Diaw, der tidligere har udtalt til mediet, at Chris Brown uprovokeret angreb ham med en flaske på en natklub, hvorefter han både blev slået i hovedet og sparket.

Ifølge mediet måtte Abraham Diaw efterfølgende køres på hospitalet og havde i tiden efter udskrivelsen brug for krykker for at kunne gå. The Sun skriver desuden, at anklageren kræver over 12 millioner pund i erstatning, hvilket svarer til over 100 millioner danske kroner. Det er dog uklart, hvorfra mediet har denne information.

Chris Brown har en kriminel fortid med voldsdomme samt overgrebsanklager, hvor han for alvor kom i mediets søgelys, da han blev anklaget for vold mod sin daværende kæreste, Rihanna.


Han tilstod efterfølgende, og der blev i tiden efter delt billeder af Rihanna, hvor hun var tydeligt forslået og havde flere ansigtsskader. Sagen har for nylig fået opmærksomhed igen, da dokumentaren Chris Brown: A History of Violence blev offentliggjort den 27. oktober 2024.

Musikeren blev kendt i 00'erne, hvor han hittede med numre som "Forever", Run It" og "With You". Chris Brown har planlagt verdensturnéen Breezy Bowl XX til start om tre uger, hvor første koncert bliver afholdt den 8. juni i Amsterdam i Holland, hvis alt går efter planen.

Læs også: Kanye West erklærer sin støtte til Diddy og omtaler Chris Brown-sag


ANNONCE