Til sommer tager den anmelderroste kvintet springet til den store arenascene.
Den anmelderroste kvintet Søn har netop annonceret, at de skal varme op for den britiske popgruppe Duran Duran, når de spiller i Royal Arena i København den 6. juni 2025.
Læs også: GAFFAs anmeldelse af Søn på årets Spot Festival
Det bliver Søns største koncert til dato, hvor de spiller foran tusindvis af publikummer, mens de venter på et af pophistoriens ikoniske navne. Duran Duran har både en plads i Rock & Roll Hall of Fame (2022), millioner af solgte plader og et samarbejde med selveste David Lynch på samvittigheden.
Se annonceringen nedenfor. Artiklen fortsætter herefter.
Under årets Spot Festival imponerede Søn GAFFAs anmelder, der kvitterede med seks stjerner og skrev, at bandet "leverede en helstøbt æstetisk og musikalsk oplevelse. De beviste, at de har en helt særlig evne til at mestre det intime og det storladne på samme tid. Lyden var fremragende, og bandet spillede med et overskud, der understregede, at jeg var vidne til et af landets stærkeste livebands."
For blot to uger siden annoncerede Søn, at de drager på turné i marts 2026 med deres hidtil største headlinerkoncerter. Men allerede til sommer får de mulighed for at træde op på en endnu større scene og præsentere deres musik for et massivt publikum, inden Duran Duran går på.
Læs også: Den britiske popgruppe Duran Duran indtager Royal Arena
Søn består af Kristoffer Jessen (vokal), Søren Michelsen (trommer), William Hoffmann (bas), Jonathan Leer-Birlov (keys) og Carl-Erik Gippert (guitar). Siden de debuterede med ep’en Autobahn i 2017 har bandets musikalske karriere taget fart, og snart får deres roste liveshow plads til at folde sig ud i Royal Arena.
Læs mere om den kommende koncert via Live Nation og Ticketmaster.
Læs også: GAFFAs anmeldelse af Duran Duran fra deres seneste koncert på dansk grund