Nyhed

Elias Rønnenfelt klar med nyt udspil og stor turné

Musikeren vender tilbage med ny sang og omfattende koncertrække.

I dag, onsdag den 14. maj, udgiver Elias Rønnenfelt sin første solosang siden udgivelsen af det anmelderroste Heavy Glory fra oktober sidste år. I samme omgang har musikkeren annonceret en storstillet koncertturne i både ind- og udland.

Læs også: Syd for Solen tilføjer hele 13 nye navne

Den nye single, "Carry-On Bag", er skrevet af Rønnenfelt selv og produceret i samarbejde med Tobias Laust, kendt fra blandt andet A Good Year og Liss.


Sideløbende med udgivelsen annonceres en række koncerter, herunder optrædener på flere danske festivaler som Bloom, Alive og Syd for Solen. Derudover gæster han en række internationale spillesteder i blandt andet Paris, London, New York og Los Angeles.

Rønnenfelt har gennem det seneste år markeret sig som solokunstner, efter i mange år at have været kendt som frontfigur i det toneangivende danske postpunk-band Iceage. Med Iceage opnåede han både national og international anerkendelse, ikke mindst med debutalbummet New Brigade fra 2011.

Læs også: Syd for Solen tilføjer hele 13 nye navne


Elias Rønnenfelt vandt for nylig Carl Prisen 2025 i kategorien Årets komponist inden for rock for albummet Heavy Glory. Albummet modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Den amerikanske musiktradition har gennem mange år efterladt aftryk i Elias Rønnenfelts musik. På sit første album i eget navn kommer cowboyhatten for alvor ud af klædeskabet."

Rønnenfelt optræder næste gang i Danmark den 24. maj ved Bloom Festival, efterfulgt af en række koncerter landet over samt et længere ophold i udlandet. Turnéen kulminerer med shows i Aarhus og København til efteråret.

Da GAFFA sidst anmeldte Elias Rønnenfelt var det i Voxhall i Aarhus, hvor Rønnenfelt fik fem ud af seks stjerner. Oplevelsen blev beskrevet sådan her:


"Elias Rønnenfelt er i sit naturlige habitat i de countrypunkede sange med et overskud af coolness så markant, at han kunne sælge det på flaske sammen med sin vinyl efter koncerten. Elias’ karismatiske frontmand-energi oplades ikke kun af drengene fra Iceage. Den kan stå for sig selv – og det gjorde den fredag aften i Aarhus."

Se musikvideoen til "Carry-On Bag" her:

LÆS OGSÅ: Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge

ANNONCE