Nyhed

Fem nye navne klar med "beats, bars og bangers" til sensommeren

Dagens tilføjelser fuldender årets line-up, hvor hiphop-stjerner som TopGunn og Kundo er på plakaten.

Mas, Ozzy, Faza, Mille og Zuloo er netop føjet til Kuto Clubs musikprogram, der udspiller sig på Kulturværftet i Helsingør den 22. august. De fem artister slutter sig til tidligere annoncerede TopGunn og Kundo og fuldender årets line-up.

Læs også: Kulturværftet inviterer til sommerkoncert med hiphop-stjerner

Den 24-årige hiphopartist Faza har "på rekordtid markeret sig som et af Danmarks mest lovende nye navne," ifølge pressemeddelelsen. Han medvirkede på Kesi-singlen "Højere" og står bag hittet "Glem nu", der har over en millioner streams på Spotify. 


Anmelderroste Mas kan også opleves på havnefronten i Helsingør. GAFFA oplevede senest musikeren i februar, hvor han havde sit nye album Månen er min ven (2025) med på scenen. Koncerten høstede fem stjerner, og anmelderen skrev: "På en aften, der emmede af energi, beviste Mas, at han har ungdommen i sin hule hånd."

I dag er Ozzy føjet til programmet, der ifølge pressemeddelelsen bruger musikken til at bearbejde "flere års dyb personlig udvikling og synger om at føle sig stresset og overvældet samt kende vigtigheden af at tage et skridt tilbage for at bevare sin mentale sundhed. Moderne, skrøbeligt og stærkt på én og samme tid."

Blandt hiphop-navnene står Mille, der formidler dagbogspoesi gennem blandt andet TikTok, hvor hun i skrivende stund "tryllebinder næsten 20.000 mennesker med sit nærvær og sin ærlighed," forklarer pressemeddelsen.


Dagens femte og sidste annoncering er den 21-årige rapper Zuloo, der ifølge pressemeddelelsen har placeret sig to gange på Spotify-charten med singlerne "Molly" og "Fejlfri".

Læs også: Stort internationalt navn aflyser sin Roskilde-optræden

Leder af Kulturværftet, Søs Krogh Vikkelsøe, forklarer, at spillesteder arbejder "målrettet med at spotte og præsentere lydbilleder med kant. Vores koncerter i Kuto Club-regi har tidligere været platforme for artister, som sidenhen har sprængt lydmuren både nationalt og i Norden. Vi er simpelthen så glade for at præsentere denne musik, der giver en fantastisk koncertoplevelse fuld af intens energi, som er en vigtig del af viben omkring Kuto Club-konceptet."


Koncertrækken bliver præsenteret fredag den 22. august 2025 på Havnefronten ved Kulturværftet i Helsingør. Læs mere om arrangementet og tilgå billetsalget her.

Læs også: Nye fællessingler på vej? Danske hitmagere er spottet i studiet

ANNONCE