Kønsfordelingen blandt musikproducere er fortsat skæv. Det ønsker Track That at ændre på med et nyt forløb.
Track That åbner op for ansøgninger til tredje sæson af deres otte måneder lange lærlingeforløb for kvindelige og kønsminoriserede musikproducere. Forløbet, der finder sted i København, har til formål at styrke repræsentationen bag knapperne i den danske musikbranche, hvor kønsfordelingen fortsat er skæv.
Læs også: Musikbranchesamarbejde stopper efter 10 år: "Det er vigtigt for os at slå koldt vand i blodet"
Ifølge initiativtagerne er programmet udviklet for at skabe adgang til professionelle netværk og give konkrete muligheder for kvindelige og kønsminoriserede musikproducere. I en pressemeddelelse fra Track That skriver de:
"Trods fremskridt er den danske musikbranche stadig præget af en markant skævhed – særligt når vi kaster et blik på kønsfordelingen. I Kodas efterhånden omtalte kønsstatistik fra 2025 fremgår det bl.a., at kvinder kun udgør 20% af medlemmerne og blot modtager 10% af de samlede udbetalinger. Samtidig findes der, så vidt vi ved, ikke nogle konkrete tal på, hvordan det ser ud for kvindelige og kønsminoriserede producere – men gennemgår vi credits på top-50, kan vi se at denne andel er endnu lavere. Track That er sat i verden for at ændre dette – og efter blot to sæsoner ser vi allerede en effekt."
Læs også: Master i Musikpædagogisk Udvikling: Fra elitært projekt til demokratisk ret
Programmet har tidligere vist konkrete resultater. I starten af 2025 placerede to tidligere deltagere sig i top-10 på Spotify Danmark med sangene "Koldblodet Killer" af Berg, produceret af TMI Tammi, og MGP-sangen "Sig det bare" af Aida, produceret af Nina Vejen Henriksen.
Ifølge Track That bliver deltagerne gennem forløbet "bedre rustet til at tage en aktiv del i branchen og sikre sig de muligheder, som deres talent og kompetencer berettiger dem til."
Det er gratis at deltage i forløbet, der varer ca. 16 timer om ugen fordelt udover minimum to dage om ugen.
Optagelse sker på baggrund af en skriftlig ansøgning og vurderes af et udvalg bestående af fem personer med erfaring fra branchen. De udvalgte kandidater inviteres til samtale med Track That og de to producermestre for 2025/26, Mads Christian Damgaard Christensen (MCDC) og Andreas Sommer. Begge har flere års erfaring fra både danske og internationale musikproduktioner.
Ansøgningsfristen til sæson 2025/26 er den 15 juni. Læs mere her.