Duoen beskriver udgivelsen som "den sidste Fraads-plade med de bedste demoer, vi har haft liggende gennem årene."
Duoen Fraads meddelte i september 2024, at de havde besluttet at stoppe. Men de to københavnere ville slutte af med et brag og arrangerede derfor todagesfestivalen Portal 2 Party. Nu har de besluttet at sætte endnu et punktum for Fraads – denne gang med udgivelsen af albummet Hard Drive Schlappers.
Læs også: FKA Twigs varsler samarbejde med glitchpop-ikon
Fraads udgav og annoncerede albummet i går, den 11. maj 2025, hvor de skrev følgende på Instagram:
"Den sidste Fraads plade, med de bedste demoer, vi har haft liggende gennem årene. Her sidder vi og fisker ned i harddisken og sætter noget sammen til jer, uden at redigere og indspille nye vers. I får det, som det lød, da vi slap det. Tak for at have lyttet med hele vejen. Den her er til jer."
Hør albummet nedenfor. Artiklen fortsætter herefter.
På Fraads' Instagram forklarede de to musikere deres tanker bag beslutningen om at stoppe projektet.
"Det er svært at finde de rette ord nogle gange, det er derfor vi laver musik. Vi startede det her band som nogle små drenge med en stor drøm. Siden har det vokset sig til noget, der er større end os selv og blevet noget af de mest betydningsfulde i vores liv. Vi har nydt hvert øjeblik. Men all good things come to an end. Vi har lyst til at sætte et punktum og lukke en dør, for at nye kan åbnes. Derfor har vi besluttet at stoppe Fraads her."
Læs også: Interview med Fraads: "Flugt behøver ikke at være grundet i, at du hader dér, hvor du er"
Det nye album Hard Drive Schlappers bliver duoens tredje og sidste udgivelse, og det følger op på Mosquito fra 2023, der høstede fem stjerner og stor ros fra GAFFAs anmelder.
"Mosquito varsler en ny lyd for den talentfulde hiphop-duo, der har guldmedalje i elektroniske popslaskere," skrev anmelderen og tilføjede: "Mens en myg kun lever lidt længere end en døgnflue, truer Fraads her med at leve for evigt."
Evigt blev det dog ikke, men musikken og Hard Drive Schlappers kan heldigvis stadig genbesøges i fremtiden.