Nyhed

Grænsesøgende britisk musiker gæster Danmark

Med sit fjerde studiealbum i bagagen er den britiske sanger klar til at drage på turné – og han lægger vejen forbi Danmark.

Yungblud har taget verden med storm de seneste par år. Til juni er han klar til at fortsætte stimen, når han udkommer med sit fjerde studiealbum Idols den 20. juni. I en pressemeddelelse lyder det, at albummet er hans mest personlige og ambitiøse projekt til dato, og til efteråret har du muligheden for at høre det live.

Læs mere: Her er alle anmeldelserne fra Spot Festival

I forlængelse af albumudgivelsen tager Yungblud nemlig på verdensturné, og den 24. oktober 2025 går turen til K.B. Hallen. Billetsalget starter den 16. maj, men i et opslag på Instagram annoncerer Yungblud, at der er flere muligheder for adgang til pre-sale, hvis det er begivenheden, du bare ikke må gå glip af!


Artiklen fortsætter under opslaget.


 

Om Idols lyder det i pressemeddelelsen, at det er et genreoverskridende album i to dele skabt gennem en rejse af fornyelse, oprør og radikal selvudfoldelse. Albummet tager form, som en moderne rockopera, og markerer dermed et nyt kapitel for musikeren.

De to første singler fra albummet er allerede ude. Heriblandt det ni minutter lange track ”Hello Heaven, Hello,” der markerer starten på den nye æra, som bygger bro mellem Yungbluds nye kunstneriske vision og arven fra de britiske rocklegender, som Mick Jagger, David Bowie og Freddie Mercury.


Det er den vision Yungblud, der især er kendt for sine energiske optrædener og samfundskritiske sange, tager med sig på scenen. Der er meget at leve op til, og hvis du skal med, er det altså med at sidde klar ved tasterne den 16. maj. 

Yungblud, med det borgerlige navn Dominic Richard Harrison, slog igennem med debut-albummet 21st Century Liability i 2018, og siden har han haft to UK nummer ét-album, seks milliarder Spotify streams på verdensplan, gentagne placeringer på Billboard Top-100. Desuden har han samarbejdet med verdensstjerner som Travis Barker, MGK, Avril Lavigne og Bring Me The Horizon.

LÆS OGSÅ: Fem nye udgivelser, vi glæder os til i uge 19

ANNONCE