Nyhed

Hardcore-veteraner om USA-turné: "Jeg kommer aldrig til at tage dertil igen"

Turnéen var en del af bandets endelige farvel til publikum, men var også præget af mødet med et USA, de ikke længere kunne genkende.

– Jeg kommer aldrig til at tage dertil igen, siger trommeslageren David Sandström i et interview med SVT.

Svenske Refused slog internationalt igennem i 90’erne og har med tiden opnået ikonstatus inden for hardcoregenren. Bandet har tidligere haft flere gendannelser, men meddelte sidste år, at det nu er slut for alvor.

Læs også: Sådan anmeldte vi Refuseds War Music-album i 2019

Afskedsturnéen, som stadig er i gang, førte i foråret bandet til USA og Canada. Lande, de tidligere har turneret meget i. Men ifølge Sandström var denne rejse anderledes.


Især oplevelsen ved grænsen mellem de to lande skilte sig ud. Tidligere har bandet kunnet rejse mellem landene uden større problemer, men denne gang var kontrollerne mere omfattende.

– Jeg fik gåsehud af ubehag, siger Sandström.

Ud over de skærpede grænsekontroller blev turnéen også påvirket af toldregler, som blev indført under Donald Trumps administration. Det gjorde det sværere for bandet at tage merchandise med over grænsen.


– Vores merchselskab fortalte, at flere bands de arbejder med havde fået beslaglagt deres t-shirts og andet merch af den amerikanske told. Bare for at være stride, altså, siger Sandström.

Refused valgte derfor at lade deres merch blive i USA og trykke nyt materiale i Canada.

Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmark.

læs også: Ikonisk rapper vender tilbage med sit første album i over 25 år


 

 

 

 

ANNONCE