Nyhed

Ikonisk producer kommer til Danmark

Produceren står bag lydsiden til navne som Sonic Youth og Swans – og har i årtier præget New Yorks undergrund.

Den amerikanske producer og musiker Martin Bisi besøger København to gange i juni i forbindelse med en dokumentarfilm og en koncert.

Læs også: Koncertanmeldelse af Chat pile - Opløftende og sygt deprimerende

Dokumentar visning om legendarisk studie
Den 12. juni bliver dokumentarfilmen Sound and Chaos – The Story of BC Studio vist på Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Filmen dykker ned i historien om Bisis studie, BC Studio, i begyndelsen af 1980’erne. Efter filmvisningen vil der være en samtale med Bisi, hvor publikum også får mulighed for at stille spørgsmål.


Sound and Chaos skildrer de over 40 år, hvor Martin Bisi har arbejdet fra det Brooklyn-baserede studie i Gowanus-kvarteret. Studiet blev i sin tid etableret med hjælp fra Brian Eno, og det var blandt andet her, Herbie Hancocks "Rockit" blev indspillet i samarbejde med Bill Laswell og Material. Ifølge filmens synopsis var det "den første mainstream, populære sang, der brugte en dj og en pladespiller med scratching."

BC Studio blev efterfølgende centrum for en eksperimenterende musikscene, der siden har dannet rammerne for kunstnere som Sonic Youth, Swans, Lydia Lunch, John Zorn, Foetus, The Dresden Dolls og mange flere. 

I dokumentaren bliver der også sat fokus på de forandringer, der truer studiets fremtid. Som det fremgår af synopsen, er kvarterets stigende gentrificering med til at presse langvarige lejere og kunstnere ud. Læs mere om billetterne til arrangementet her.


Solo koncert på Rust
Den 15. juni vender Martin Bisi tilbage til København for at give koncert med sit soloband på spillestedet Rust.

Koncerten kommer til at byde på materiale fra en karriere, der spænder over flere årtier og rummer udgivelser som Creole Mass (1988), All Will Be Won (1992), Sirens of the Apocalypse (2008) og Solstice (2019), samt det seneste album Feral Myths (2022). Bisis liveoptrædener trækker på denne brede musikalske baggrund og kombinerer elementer af indie/punk, eksperimentel rock, noise og elektronisk musik. Du kan læse mere om koncerten her.

Hør Feral Myths her:


LÆS OGSÅ: 5 koncerter, du ikke bør misse til A Colossal Weekend

ANNONCE