"Jeg er ualmindeligt glad for, at det lykkedes os at få så spændende en koncert øverst på plakaten til årets festival," lyder det fra arrangørerne.
Når Brønshøj Sommerjazz slår dørene op i juli, vil Kira Skov sammen med pianist Nikolaj Hess og hans NYC Group være årets hovednavn.
Læs også: Kira Skov udgiver single om det svære og usagte i familierelationer
Om årets hovednavn udtaler festivalleder Mai Seidelin i en pressemeddelelse:
"Jeg er ualmindeligt glad for, at det lykkedes os at få så spændende koncert øverst på
plakaten til årets festival. Kira Skov er en af de mest populære og begavede danske
vokalartister i øjeblikket. Og vi kan glæde os til, at nordisk og amerikansk jazz forenes, når hun går på scenen sammen med Nikolaj Hess NYC Group."
Kira Skov har 17 album i sit bagkatalog fra sin tid som forsanger i rockbandet Kira and the Kindred Spirits til sine egne soloudgivelser. I fredags udgav hun albummet What Ties Us Together - Will Keep Us Apart, som kredser om familierelationer og det usagte mellem mennesker. Albummet modtog seks ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev:
"På What Ties Us Together Will Keep Us Apart mener jeg, at Kira Skov viser nye sider af sit talent. Og det især, hvad angår sangskrivning og genrevalg. Sangene er hendes egne - de er meget personlige, modne, men også helt universelle og fremfor alt lyriske. Og så er de - i et tæt samarbejde med partneren, guitaristen og altmuligmanden Silas Tinglef - blevet rå, kantede og så absolut direkte."
På Brønshøj Sommerjazz får Kira Skov selskab af Nikolaj Hess' kvartet, bestående af Jayla Chee (bas), Gerald Cleaver (trommer), Marc Mommas (saxofon) og Mathias Heise (mundharmonika).
Læs også: Elias Rønnenfelt åbner ny koncertrække med jazz på københavnsk natklub
Kira Skov og Nikolaj Hess NYC Group kan opleves lørdag den 5. juli. Derudover byder årets musikalske program på navne som Kresten Osgood, New Jungle Orchestra, Liss Wessberg, Veronika Rud, Aviaja Lumholt og Øyunn.
Brønshøj Sommerjazz finder sted fra den 4. til 6. juli som en del af Copenhagen Jazz Festival. Den lokale sommerjazz-fest afholdes for andet år i træk ved vandtårnet i hjertet af Brønshøj. Festivalen rummer også en børnejazzfestival i dagtimerne om lørdagen, og om søndagen den 6. juli rykker jazz-festen ind i selve vandtårnet, hvor man kan opleve navne som Mike Sheridan og vibrafonisten Viktoria Søndergaard.
Du kan læse mere om programmet og købe billet her.
Lyt til What Ties Us Together – Will Keep Us Apart her: