Aarhus Kommunes Kunstråd ønsker blandt andet flere penge til kulturlivet i Smilets By.
Var det noget med en kulturpedel i dit område? Og skal unge kunstnere have flere penge til at etablere sig selv? Det mener Aarhus Kommunes Kunstråd, som offentliggør 10 anbefalinger til lokalpolitikerne. De består af en række forslag til, hvordan man bør støtte kulturlivet som kritisk infrastruktur. Her hæfter man sig blandt andet ved, at når Aarhus som by vokser i størrelse og indbyggere, er der samtidig brug for flere penge i de kulturpuljer, som borgene kan søge støtte fra til eksempelvis koncerter, pladeudgivelser, festivaler og andre kulturevents og -produktioner.
Læs også: Musiklivet i Aarhus bidrager med 2 milliarder kroner til hele landet
Kassen bliver tømt for hurtigt, og det går ud over de arrangementer i byen, der dermed ikke får økonomisk støtte, mener Kunstrådet:
"Politikerne har måske vænnet sig til at tænke, at det kun er de andre og større velfærdsområder, der har brug for øget finansiering fra kommunens stigende skatteindtægter i takt med, at Aarhus er vokset markant. Men kulturområdet oplever naturligvis også, at behovet er steget. Flere indbyggere giver flere kvalificerede ansøgninger til puljer, og kulturprojekterne skal kunne henvende sig til flere publikummer og deltagere. Samtidigt er det blevet dyrere at lave kunst og kultur, så der er et stort behov for, at puljemidlerne for et nøk op, og at der også tænkes i at fremme kulturlivet uden for centrum for at øge mangfoldigheden," udtaler Karen Nordentoft, som er forperson for Kunstrådet, i en pressemeddelelse.
Derudover vil man have et større fokus på kulturlivet på ydersiden af Ringgaden, hvor man anbefaler en såkaldt kulturpedel, som er "en allerede etableret aktør i samme bydel, der gennem en øremærket bevilling vil kunne give sparring til nye projekter og aktører i lokalmiljøet."
Kunstrådets medlemmer er udpeget af byrådet og tæller følgende seks personer, der sidder i rådet i en periode på fire år, som udløber senere i 2025: Evrim Citirikkaya, Kim Grønborg, Noa Kjærsgaard Hansen, Karen Nordentoft, Mette Rønne og Lars Worm.
Deres opgave er blandt andet at rådgive politikerne om kunstområdet, uddele midler fra diverse kunstpuljer og lave evalueringer for kunst- og kulturlivet i Aarhus. Kunstrådet har inddraget lokale kunstnere og de to andre råd Billedkunstrådet og Musikrådet i arbejdet med de 10 anbefalinger, der blandt andet også pointerer en skævhed i byens kulturcentre, hvor nogle får flere midler end andre.
Læs også: Musik og magt med Anders Winnerskjold: "80’erne var helt særlige"
"De kunstfaglige centre gør en kæmpe forskel for udviklingen af miljøerne og deres økonomiske bæredygtighed. Det er klart, at der er forskellige behov blandt udøvere af forskellige kunstarter, men behovenes omfang er ikke dermed forskellige og vi ser ingen gyldige argumenter for, at de to centre halter bagud. Billedkunstnere og forfattere arbejder f.eks. oftest solo, og det betyder, at de to centre har virkelig mange kunstneriske enkeltvirksomheder at understøtte," udtaler Karen Nordentoft.
Tiden må vise, om anbefalingerne kommer med i kampagnematerialet til kommunalvalget til november.