Nyhed

Liam Payne efterlod en formue - uden testamente

Netop offentliggjorte dokumenter afslører, at den afdøde musiker efterlod sig et trecifret millionbeløb.

Den britiske musiker Liam Payne døde på tragisk vis i en alder af 31 år. Netop offentliggjorte retsdokumenter afslører, at han efterlod sig en formue, der har en værdi i omegnen af 220 millioner kroner, rapporterer Digital Music News. Derudover er det kommet frem, at han ikke har oprettet et testamente.

Læs også: Et hav af mindeord: Verden mindes Liam Payne

Mediet beretter, at hans tidligere partner Cheryl Cole, som er mor til Paynes otteårige søn, er blevet udpeget til at skulle forvalte boet sammen med advokat Richard Mark Bray. Digital Music News fremhæver dog, at forvalterne har begrænset bemyndigelse og derfor ikke kan udbetale pengene.


Den britiske lovgivning, som Liam Paynes sag behandles under, afføder, at den afdødes bo vil tilfalde den nærmeste blodbeslægtede eller ægtefælle, i tilfælde af, at der ikke er oprettet et testamente. Mediet forklarer, at Liam Payne ikke var gift med Cheryl Cole, men at forvaltningen af boet naturligt tilfaldt hende, eftersom hun er mor og værge for deres fælles søn, som de fik i 2017.

Efter den britiske musikers død sidste år udtalte Cheryl: "Mens jeg forsøger at finde vej gennem denne altødelæggende begivenhed og bearbejde min egen sorg i denne ubeskriveligt smertefulde tid, vil jeg gerne venligt minde alle om, at vi har mistet et menneske. Liam var ikke kun en popstjerne og berømthed, han var en søn, en bror, en onkel, en kær ven - og far til vores syvårige (nu otteårige, red.) søn. En søn, som nu må leve med virkeligheden om aldrig at se sin far igen."

Liam Payne blev mindet til årets Brit Award
Liam Payne døde den 16. oktober 2024, da han faldt fra en altan på et hotel i Buenos Aires, Argentina. Til årets Brit Awards mindedes værten, Jack Whitehall, den tragiske hændelse med ordene:


"I oktober vågnede vi op til den hjerteskærende nyhed, at Liam Payne tragisk var gået bort. Han opnåede så meget i den korte tid, han var på denne jord, og var ikke blot en yderst talentfuld musiker, men også en utrolig venlig sjæl, der berørte alle, han mødte på sin vej."

Senest nyt i efterforskningen af Paynes død er, at et vidneudsagn peger på uagtsomt manddrab. Hans dødsårsag er bekræftet som et multitraume - altså adskillige alvorlige skader på kroppens organer - som resultat af faldet fra tredje sal.

Læs også: Efterforskning peger på uagtsomt manddrab og fastlægger Liam Paynes dødsårsag


ANNONCE