Nyhed

Lorde kommer til Danmark

"Jeg har skrællet de unødvendige lag væk og fundet mere plads til, at vi kan bevæge os," forklarer hun.

Lorde har tidligere annonceret, at hendes fjerde og længe ventede studiealbum Virgin udkommer den 27. juni 2025. Nu afslører hun, at udgivelsen får følgeskab af en verdensturné, hvor hun lægger vejen forbi københavnske K.B. Hallen den 8. december 2025.

Læs også: Lordes kommende album er inspireret af britisk hyperpopstjerne

Turnéen har fået titlen Ultrasound World Tour, og i et nyhedsbrev skriver den newzealandske verdensstjerne:


"Hver koncert er et samarbejde mellem dig og mig. Vi mødes i et rum og skaber musik sammen – vores kroppe og maskinerne søger i fællesskab efter noget større. I 12 år har vi mødtes og skabt lyd, der kun er for os. Siden sidst har jeg skrællet de unødvendige lag væk og fundet mere plads til, at vi kan bevæge os. Jeg tror, at Ultrasound kan blive vores mesterværk. Jeg er meget stolt og spændt over at have mine mest talentfulde venner med på turné. (...) Kom og se, hvad der gemmer sig under huden."

Se turnéplanen her. Artiklen fortsætter efter opslaget.

Første singleudspil fra det kommende album, "What Was That", er allerede udgivet. Lorde har tidligere åbnet op omkring Virgin, hvor hun i en tidligere udtalelse forklarede:

"Sproget er enkelt og usentimentalt. Lydene er de samme, hvor det er muligt. Jeg forsøgte at se mig selv hele vejen igennem. Jeg prøvede at skabe et arkiv, der afspejlede min femininitet: rå, ur-agtig, uskyldig, elegant, åbenhjertig, spirituel, maskulin. Jeg er stolt af og bange for dette album. Der er intet at gemme sig bag. Jeg tror på, at det at sætte de dybeste dele af os selv i musik er det, der gør os frie," lyder det i en nyhedsmail delt af Pitchfork.


Læs også: Lorde: "Det afspejler, hvor jeg står i forhold til mit køn"

Lorde har også afsløret, at den britiske indiekunstner The Japanese House varmer op for hende, når hun gæster K.B. Hallen til december.

Ultrasound World Tour bringer derudover Lorde til blandt andet Madison Square Garden, The Kia Forum, Red Rocks Amphitheatre og Londons O2 Arena, der ifølge en pressemeddelelse markerer hendes debut som hovednavn på disse scener. Billetter til turnéen sættes til salg den 16. maj, mens Lorde åbner forsalget på sin hjemmeside den 14. maj her.

Hør første singleudspil fra det kommende album her:

Læs også: GAFFAs anmeldelse af Lordes seneste album fra 2021

ANNONCE