Den nye single er fuld af styrke og selvtillid samt en fornyet tro på fremtiden og en lys sommer.
Malte August er klar med sin første single i år, der har titlen "Næste sommer" og udkommer i dag, den 16. maj.
Læs også: HVILKEN ER BEDST? TV 2 og DR klar med årets julekalendersange
Sangen er ifølge en pressemeddelelse "en håbefuld hyldest til friheden." Ved første lyt er det en energisk popsang, men hvis man dykker ned i tankerne og handlingen bag, gemmer der sig et trist grundlag. Maltes bror har nemlig gennemgået et intenst sygdomsforløb, og derfra er sangen opstået.
"Det blev den første af flere sange, jeg skrev, mens min familie og jeg gik gennem en svær tid sammen – og den definerer et udtryk, der insisterer på det gode: En optimisme og en klar overbevisning om, at når sommeren kommer, vender lyset atter tilbage – på alle måder," fortæller Malte August i en pressemeddelelse.
"Næste sommer" beskrives som en sang fuld af styrke og selvtillid, der vækker en fornyet tro på fremtiden og en lys sommer, som Malte August også fortæller i pressemeddelelsen:
"'Næste sommer' er en hyldest til friheden – om at genfinde sit mod og troen på sig selv uden at lade sig definere af fortiden. Det er en opløftende sang, der tager dig i hånden, mens du løber direkte mod lyset, og der er ingen dårlige undskyldninger for at vende om eller se sig tilbage. Det handler om at se mod en fremtid, hvor solen skinner på dig – en ærlig beslutning om at være fri og stå ved, hvem man er, med kursen sat mod sommerens eventyr."
Malthe August er født og opvokset i Aarhus. Han startede med at synge og skrive sange ved klaveret, hvilket banede vejen til den internationalt anerkendte sangskriverskole Limpi Music i Lillehammer, Norge. I januar 2023 udgav han sin debut-ep Tilbage til mig selv, der indeholder singler som "Blinker" og "Helt væk". Udgivelsen fulgte kort efter hans gennembrud med julekalenderhittet "Den måneløse nat" fra Tinka og sjælens spejl (2022).
Du kan lytte til "Næste sommer" her: