Singlen markerer et nyt kapitel i musikerens mere end 20 år lange karriere.
Den norske sanger og sangskriver Ane Brun er klar med sin nye single "Two in This Story". Sangen udkommer i dag, den 16. maj, via hendes eget pladeselskab Balloon Ranger Recordings, og markerer et nyt musikalsk kapitel i Ane Bruns mere end 20 år lange karriere.
Læs også: Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge
"Two in This Story" udforsker en tilstand af desorienteret sårbarhed og indfanger følelsen af at svæve gennem forvirringens tåger. Ane Brun spørger sig selv: "Var det egentlig en forbindelse? Eller bare en følelse, en illusion?", selvom hun godt ved, at svaret kun kan komme indefra, fastslår pressemeddelelsen.
Om singlen fortæller Ane Brun: "Da jeg begyndte at skrive denne sang på klaveret, føltes det meget umiddelbart - næsten som om den allerede eksisterede. Det er en meget mærkelig følelse, når det sker."
Hun tilføjer: "Da jeg lavede demoen derhjemme, kaldte jeg den 'The Bryan Ferry Song', fordi jeg brugte en trommemaskine fra 80'erne, som jeg lige havde fundet i Logic (lydproduktionsprogram, red.). Den udviklede sig naturligvis i studiet, men jeg beholdt det meget stabile beat, som løber gennem hele nummeret, og lagde al dynamikken i vokalerne og synth-lagene."
Ane Brun har opnået stor anerkendelse i løbet af sin karriere. Hun har vundet adskillige priser, herunder "Årets komponist" og "Bedste alternative pop album" ved den svenske Grammy-uddeling i 2021. Samme år vandt hun "Årets Komponist" og "Årets Tekstforfatter" ved Musikförläggarnas prisuddeling.
Sidst GAFFA anmeldte Ane Brun var i 2023, da hun spillede koncert i Store Vega, København, i forbindelse med sin europæiske 20th Anniversary Tour. Anmelderen kvitterede med fem ud af seks stjerner og ordene:
"Hendes sange er notorisk stærke, og de drives frem af hendes karakteristisk, stærke og udtryksfulde vokal, af hendes eminente fraseringer og selvfølgelig af hendes rutine og sceniske instinkt. Derfor blev store sange som 'These Days' og ekstranummeret, 'This Voice' også magiske. Igen - Bournonville ville have grædt glædestårer."
Du kan lytte til "Two in This Story" her: