Nyhed

Ny festival dedikeret til hiphop-scenen ser dagens lys

Det mangfoldige musikprogram sigter mod at nedbryde grænserne mellem genrer, nationer og subkulturer.

Den 31. maj 2025 danner skateparken i Fælledparken rammen om Urban Breakout - en endagsfestival, hvor hiphop, skateboarding og BMX smelter sammen i et fælles program. Publikum kan se frem til optrædener fra blandt andre Kidd, Michael Williams, Eezy og Gusto. Det fulde lineup findes nederst i artiklen.

Læs også: Anmeldelse: Kidd hygger sig i studiet - og det skal vi være glade for

"Vi har kurateret et lineup, der er både mangfoldigt og internationalt, med en klar mission: at introducere København for en ny type hiphop-festival, hvor grænser mellem genrer, lande og subkulturer nedbrydes," fortæller arrangørerne.


Kidd har både "kysset med Jamel", lavet "damer" og rystet "pagne så det regner." Han dominerede 10'ernes danske rapscene og er placeret på GAFFAs liste over de mest ikoniske hiphop-sange herhjemme. Med nogle af sine senere tilføjelser i form af "Buongiorno" og "Bare Dans" understreger festivalen, at "både folket og Kidd selv er helt klar til comeback-Kidd anno nutid."

Festivalarrangørerne forklarer, at Michael Williams har "markeret sig som en artist, man ikke kan ignorere. Hans lyd er hård, energisk og kompromisløs - med tydelige rødder i trapmusikkens ånd og et personligt udtryk, der skinner igennem. Live er det præcis den energi, han bringer med sig."


Fra den internationale hiphopscene præsenterer Urban Breakout den italienske techno-rapper Comagatte, Berlin-baserede Inoffiziell.Goldenboy og islandske Floni, hvor sidstnævnte er "en af Islands største rappere," ifølge arrangørerne.

Urban Breakout er skabt af unge - for unge, forklarer teamet bag. "Vi savnede en hiphop-festival i Danmark, der kunne samle miljøet og give scenen den platform, den fortjener – så vi skabte den selv."


Udover det musikalske line-up vil gæsterne af endagsfestivalen også kunne opleve "et professionelt show med nogle af de dygtigste skatere/BMX på scenen - bogstaveligt talt," forklarer arrangørerne. Find mere information på Urban Breakouts hjemmeside og køb billetter til festivalen den 31. maj her.

Læs også: Rapper fra toppen af hitlisten vælger modtageren af årets Orange Donation

ANNONCE