Efter flere år bag scenen er artisten klar til at stå i front med sit hidtil mest poppede udspil.
I dag, fredag den 23. maj, udkommer "Love Forever" – den nye single fra musikeren kendt som Prototypen, der på det seneste er gået fra at få ting til at glide bag scenen til nu selv at stå frem med sine egne sange.
Læs også: MØ deler rørende besked til sine fans om nyt album
Før Prototypen blev til Prototypen, har musikeren tidligere arbejdet som manager for Zar Paulo, men fandt efter tre år som manager mod til selv at udforske musikken. Det hele begyndte med albummet med det meget ligefremme navn Album, som udsprang af et afslutningsprojekt på uddannelsen Kaospiloterne, der senere blev udgivet i samarbejde med det danske label The Bank.
Med "Love Forever" bevæger Prototypen sig i en ny retning, som han selv betegner som "proto-pop". Lyduniverset bliver beskrevet som en blanding af spaghettiwestern-guitarer, kastagnetter, kærlighed og pop med punch, der ifølge pressemeddelelsen er "mere direkte, ambitiøs og poppet end tidligere."
Temaerne i "Love Forever" kredser om kærlighed, selvopfattelse og sårbarhed, skrevet med både selvironi og alvor. Prototypen formulerer det selv:
"'Mit hoved er af papmaché' er en følelse af at prøve at holde en facade, selvom man føler sig skrøbelig indeni. Det er som om, alt ser pænt ud udenpå, men indeni er man ved at gå lidt i opløsning."
Sangen trækker på referencer til både hverdagsrelationer og den moderne forfængelighed og forsøger at indfange det paradoksale ved at være både stærk og skrøbelig på én gang.
Prototypen har tidligere optrådt på Spot Festival og Smukfest og har blandt andet spillet support for både Patina og Zar Paulo.
Hør "Love Forever" her
LÆS OGSÅ: Guide Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge