Nyhed

Radiohead-guitarist forsvarer samarbejde med israelsk musiker

"At nægte musikere at optræde og nægte publikum muligheden for at høre dem er åbenlyst en form for censur," forklarer han.

Jonny Greenwood, musiker og guitarist i Radiohead og The Smile, har i et længere opslag på sociale medier reageret på, at flere af hans koncerter med den israelske musiker Dudu Tassa er blevet aflyst. Det skriver mediet NME.

Læs også: To af Tysklands største festivaler aflyser Northside-booking efter kontroversiel optræden

Ifølge Greenwood blev beslutningen truffet på baggrund af konkrete trusler mod de spillesteder, der skulle have lagt scene til duoens koncerter. "Spillestederne og deres uskyldige personale har modtaget troværdige trusler i en sådan grad, at de har vurderet, at det ikke er sikkert at gennemføre koncerterne," skriver han.


Greenwood understreger, at det at presse musikere til tavshed ikke bringer nogen tættere på en løsning i Mellemøsten: "At nægte musikere at optræde og nægte publikum muligheden for at høre dem, er åbenlyst en form for censur," forklarer han og fortsætter:

"At true spillesteder til at trække os fra programmet vil ikke bidrage til den fred og retfærdighed, som alle i Mellemøsten fortjener. Denne aflysning vil blive hyldet som en sejr af kampagnen bag, men vi ser intet at fejre og mener ikke, der er opnået noget positivt. Det er en form for censur, som ikke skaber fred. Det skaber stilhed, ikke dialog," lyder det fra Radiohead-guitaristen.

Samarbejdet mellem Greenwood og Tassa er et mangeårigt projekt, der blander musikalske traditioner fra både arabiske og jødiske kulturer, forklarer NME. Greenwood understreger, at deres fælles musik ikke er en støtte til nogen specifik politisk sag, men et udtryk for fælles respekt og kærlighed til musikken.


Greenwoods reaktion kommer i kølvandet på kritik fra dele af den internationale BDS-bevægelse (en palæstinensisk ledet bevægelse, der arbejder for boykot, frasalg og økonomiske sanktioner mod Israel), som ifølge NME beskylder samarbejdet og koncerterne for at være "kunstnerisk hvidvaskning af folkedrab".

Greenwood afviser kritikken og fastholder, at det er den "fælles kærlighed og respekt for musikken - og for hinanden," der driver dem, ikke et forsøg på politisk propaganda.

Læs også: Hendes koncert blev aflyst efter støtte til Palæstina: Nu taler hun ud


I opslaget refererer Greenwood desuden til den aktuelle sag om Northside-aktuelle rapgruppe Kneecap, som har mødt massiv modstand efter deres optræden på Coachella-festivalen, hvor de blandt andet sagde "Israel begår folkedrab" og "Frihed til Palæstina" fra scenen. Det fik over 100 kunstnere til at skrive under på en erklæring til støtte for den irske raptrio, hvor de blandt andet udtrykte "modstand mod enhver politisk undertrykkelse af kunstnerisk frihed."

Greenwood bemærker, at flere af de musikere, der har underskrevet erklæringen til støtte for Kneecap, også har været kritiske over for hans eget samarbejde med Tassa. "Det er trist at se, hvordan dem, der støtter deres ytringsfrihed, samtidig er dem, der er mest opsatte på at begrænse vores," udtaler Greenwood.

Læs hele udtalelsen fra Jonny Greenwood her:

Læs også: Tre minutters overskridelse koster Coachella over 100 tusinde kroner

ANNONCE