Nyhed

Rapport afslører: Her vil danske kunstnere helst spille i udlandet

To lande går igen på listerne.

Når danske kunstnere skal planlægge deres internationale turné, er der nogle lande, der er mere attraktive at besøge end andre. Det viser rapporten Dansk Musikliv i Tal 2024, som har indsamlet data fra alle kunstnere, der har søgt støtte til international transport i 2024. Her topper Tyskland listen over lande, som flest danske kunstnere gerne ville spille koncert i. 

Læs også: Flest danske musikere er mænd, men fordelingen ser anderledes ud på tværs af genreområder

I Danmark fungerer der således, at man som kunstner kan søge om international transportstøtte til sine turnéaktiviteter fra staten. Det skal man gøre gennem den genreorganisation, hvor ens musik hører hjemme. Her kan man vælge mellem JazzDanmark (jazzmusik), ROSA (rytmisk musik), Tempi (roots) og Art Music Denmark (klassisk, ny kompositionsmusik samt lydkunst). 

På tværs af de fire organisationer viser tallene, at Tyskland topper, stærkt efterfulgt af USA. Men man kan også aflæse, at der er forskel på de fire genreområders fortrukne lande. Rootskunstnerne er særligt glade for Canada, der sniger sig ind på en tredjeplads hos Tempi, mens Canada ikke er at finde på top 10-listen ved de tre andre genreorganisationer.

I 2024 søgte i alt 938 kunstnere om international transportstøtte, hvilket er det højeste antal nogensinde for tredje år i træk. De fik projektstøtteudvalget hos Statens Kunstfond til at øge pengepuljen i 2023, 2024 og 2025, hvor dette år har fået et skub på 30 procent. Genreorganisationerne oplyser i rapporten, at man forventer at kunne imødekomme omkring 23 procent af det samlede ansøgningsbeløb i år. 

læs også: Oplev lyden af Aarhus med prominente musikere og deres lokale anekdoter





ANNONCE