Nyhed

Skandaleramt rapper stukket ned i fængselsgård

En voldelig episode har sendt den kendte musiker på hospitalet.

Den canadiske rapper Tory Lanez er blevet hospitalsindlagt, efter at være blevet stukket ned med kniv af en medfange i det fængsel, hvor han afsoner sin tiårige straf.

Læs også: Stalker dømt igen efter have brudt ind i Eminems hjem

Overfaldet fandt sted i fængselsgården på California Correctional Institution i Tehachapi. Tory Lanez, hvis borgerlige navn er Daystar Peterson, blev ifølge rapporterne ramt af ikke-livstruende skader og indlagt på et civilt hospital i Bakersfield. Der er endnu ikke meldt noget ud om baggrunden eller motivet for hændelsen. Det skriver musikmediet NME.


Tory Lanez har afsonet sin straf siden august 2023, hvor han blev dømt i forbindelse med en episode i juli 2020, hvor rapperen Megan Thee Stallion blev skudt i foden, under en fest hos Kylie Jenner. Dommen lød på 10 års fængsel. Tory Lanez vil tidligst kunne ansøge om prøveløsladelse i 2029. 

I december 2022 blev han kendt skyldig i samtlige anklager. Efterfølgende opnåede Megan Thee Stallion et femårigt tilhold, der forhindrer Lanez i at kontakte hende frem til januar 2030. Ifølge NME har Megan i retten forklaret, at hun frygtede, at hun kunne blive skudt igen, hvis Lanez blev løsladt.

Læs også: Jødisk menneskerettighedsorganisation reagerer på Kanye-single


Den fængslede rapper har til trods for sin situation forsøgt at fortsætte sin musikalske karriere. I februar blev en af hans indspilninger dog afbrudt, da et slagsmål brød ud i fængslet.

Angrebet på Lanez kommer kort tid efter, at Megans advokater har anmodet retten om at få Lanez dømt for foragt for retten, med henvisning til hans adfærd under en afhøring i forbindelse med hendes verserende injuriesag mod bloggeren Milagro Cooper.

Sidste gang GAFFA anmeldte Tory Lanez var i 2016, i forbindelse med albummet I Told Youder fik tre ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev:


"Det er en naturlig udvikling, at efter Drake har gødet jorden, vil den nye generation af rappere fra Toronto lyde mere som The Six God end Maestro Fresh Wes. Men alligevel er det imponerende, hvor meget Tory Lanez, der efter en stribe mixtapes nu albumdebuterer, har fulgt mesterens opskrift."

LÆS OGSÅ: Artikel Hiphop-ekspert: Sådan kan Diddy-sagen påvirke resten af musikindustrien

ANNONCE