Nyhed

Taylor Swift teaser ny musik i populær tv-serie

Superstjernen overrasker fans med ny version af ikonisk sang, som blev afsløret i The Handmaid's Tale.

I går aftes, den 19. marts, indgik en genindspillet version af Taylor Swifts sang "Look What You Made Me Do (Taylor's Version)" fra albummet Reputation (2017) i en episode af tv-serien The Handmaid's Tale. Nummeret indgik i den niende episode af sæson seks, skriver Pitchfork. Superstjernen har endnu ikke udgivet sangen eller annonceret en udgivelsesdato for Reputation (Taylor's Version). Du kan se videoen i bunden af artiklen. 

Læs også: Trump kritiserer Swift og Springsteen: "Ikke længere hot" og "dum som en sten"

Taylor Swift er i gang med at genudgive og genindspille sine første seks album. Indtil videre har hun genudgivet fire af dem: Fearless (Taylor's Version) og Red (Taylor's Version), som udkom i 2021, samt Speak Now (Taylor's Version) og 1989 (Taylor's Version), der blev udgivet i 2023. Swift begyndte at genindspille sit bagkatalog, efter hun mistede rettighederne til sine oprindelige udgivelser i 2019. Det skete, da den berygtede manager Scooter Braun købte pladeselskabet Big Machine Records - det selskab, som Swifts første seks album blev udgivet under - og senere solgte rettighederne videre.


I mellemtiden har Swift udgivet sit 10. album Midnights (2022) samt The Tortured Poets Department (2024). Sidstnævnte toppede både "Global Album Chart", "Global Vinyl Album Chart", "Global Streaming Album Chart" og "Global Album Sales Chart". Med 5,6 millioner solgte enheder blev det årets mest solgte album globalt, ifølge musikselskabernes brancheorganisation IFPI. 

I december 2024 afsluttede Taylor Swift desuden sin The Eras Tour, der har opnået titlen som den mest indtjenende turné til dato, med et billetsalg på over 2 milliarder dollars.

Læs også: Taylor Swift i kamp mod musikbranchen – genindspiller sine første album


GAFFA var til stede under koncerten i Stockholm i maj 2024, som høstede topkarakterer af anmelderen, som beskrev Taylor Swifts optræden med ordene:

"Under knitrende ild og konfettikanoner når aftenen endelig sin afslutning. I mere end tre timer har Swift taget os med på en rejse gennem hele sin karriere, hvor hun med charmerende lethed mestrer alt fra koreograferet tyggegummipop til akustiske ballader og arenarock. Derudover synger hun alt live og spiller både guitar og klaver, en sjældenhed for popstjerner af hendes kaliber. Et generøst stort band giver musikken en rig kvalitet; man kunne ikke forlange bedre lyd i en arena." 

Du kan se scenen, hvor Taylor Swifts sang medvirker, herunder.


LÆS OGSÅ: Taylor Swift slår Spotify-rekord med sit nye, genindspillede album

ANNONCE