Popikonet er nu officielt indkaldt i en omfattende strid mellem stjerneskuespilleren Blake Lively og filminstruktøren Justin Baldoni.
Taylor Swift er blevet indkaldt som vidne i en pågående og opsigtsvækkende retssag i Hollywood. Det sker i forbindelse med skuespiller og instruktør Justin Baldonis retssag mod skuespiller Blake Lively og hendes ægtefælle, Ryan Reynolds. Sagen vedrører filmen It Ends With Us og har nu også trukket en af verdens største musikstjerner ind i det juridiske opgør.
Læs også: Diddy-sagen: Vigtigt vidne er forsvundet kort før første retsmøde
Ifølge sagsakterne blev Justin Baldonis i 2023 inviteret hjem til Blake Livelys penthouselejlighed i New York, hvor også Ryan Reynolds og en såkaldt "mega-celebrity-ven" var til stede. Her skulle Blake Lively, Ryan Reynolds og denne "mega-celebrity-ven", der ifølge Justin Baldonis var Taylor Swift, have presset Justin Baldoni til at acceptere manuskriptændringer, som Blake Lively havde foretaget. Nu skal Taylor Swift så optræde i retten for at afgive vidnesudsagn. Det rapporterer mediet Digital Music News.
I en række tekstbeskeder, der er vedlagt Justin Baldonis søgsmål, beskriver Blake Lively sine støtter som "drager" og omtaler Taylor Swift indirekte som en af disse. Hun skriver blandt andet: "Mine drager beskytter også dem, jeg kæmper for."
Taylor Swifts repræsentanter afviser, at hun er involveret
Taylor Swifts repræsentanter afviser imidlertid enhver form for involvering i filmens tilblivelse. I en udtalelse citeret af Digital Music News, lyder det:
"Taylor Swift satte aldrig en fod på filmsettet, hun var ikke involveret i nogen casting eller kreative beslutninger, hun har ikke komponeret musik til filmen, hun har ikke set en redigeret version eller givet noter."
Det fremgår også, at hun først så filmen efter dens offentlige premiere og var optaget af sin globale turné under hele produktionen. Samme talsperson fra Taylor Swift tilføjer:
"Denne dokumentindkaldelse er designet til at bruge Taylor Swifts navn til at tiltrække offentlig opmærksomhed ved at skabe sladderpresse-clickbait i stedet for at fokusere på sagens fakta."
Taylor Swift har dog tilladt brugen af sin sang "My Tears Ricochet" i filmens trailer samt til én scene i filmen.
Læs også: Kanye West stormer ud af interview: "Som en stor baby"
Retssagens kerne: Chikane, bagvaskelse og milliarderstatning
Konflikten opstod efter premieren på It Ends With Us i august 2024, mellem filmens hovedrolleindehaver Blake Lively og instruktør Justin Baldoni, der også medvirker som hovedskuespiller i filmen. Konflikten begyndte med, at Lively indgav en klage til Californiens Civil Rights Department den 20. december 2024, hvor hun anklagede Baldoni for sexchikane og for at skabe et fjendtligt arbejdsmiljø på filmsettet. Ifølge klagen omfattede hans adfærd blandt andet grænseoverskridende kommentarer og improviserede, uønskede fysiske scener under optagelserne.
Kort efter eskalerede konflikten yderligere, da The New York Times offentliggjorde en artikel, som beskrev en påstået koordineret smædekampagne iværksat af Baldoni og hans pr-team for at skade Livelys offentlige omdømme, angiveligt som hævn for Blake Livelys anklage.
Læs også: Universal Music afviser anklager fra Drake i højspændt retssag
Civile søgsmål i flere retninger
Blake Lively reagerede efterfølgende med et civilt søgsmål mod Justin Baldoni samt mod hans pr-rådgivere, Melissa Nathan og Jennifer Abel, som hun beskylder for hævngerrig gengældelse og overtrædelse af både amerikansk statslig og føderal lovgivning.
Som modsvar anlagde Justin Baldoni flere søgsmål: først et injuriesøgsmål mod The New York Times, hvor han krævede erstatning svarende til 1,6 millioner danske kroner, og derefter et civilt søgsmål, hvor han krævede, hvad der svarer til 2,6 milliarder danske kroner af Blake Lively, hendes mand Ryan Reynolds og deres publicist.
Justin Baldoni hævder, at Blake Lively fabrikerede sexchikaneanklagerne for at opnå kreativ kontrol over filmen. Han benægter desuden ethvert kendskab til pr-kampagnen og påstår i stedet, at Blake Lively udnyttede mediedækningen til egen fordel.