Nyhed

The Devil Wears Pradas eks-trommeslager omkommet i flystyrt

En flyulykke i det sydlige Californien har kostet flere livet - heriblandt trommeslageren Daniel Williams og musikagent Dave Shapiro.

Tidligt torsdag morgen (californisk tid) styrtede et mindre fly ned i et boligområde nær San Diego, hvilket har kostet seks personer livet. Blandt de omkomne var Daniel Williams, tidligere trommeslager i det amerikanske metalcore-band The Devil Wears Prada. Det bekræfter bandet i et opslag på Instagram, hvor de samtidig deler billeder af Williams sammen med en anden af de omkomne, musikagenten Dave Shapiro.

Læs også: Northside-aktuel raptrio reagerer på terrorsigtelse

Ifølge en udtalelse fra den amerikanske føderale luftfarts administration (FAA), og som gengivet af Billboard, styrtede flyet ned efter at have ramt en højspændingsledning. Flystyrtet udløste efterfølgende en voldsom brand, der beskadigede omkring 15 huse i området, hvor over 100 personer måtte evakueres. FAA oplyser, at alle seks personer ombord mistede livet, mens ingen personer på jorden kom til skade.


Dave Shapiro, som ejede flyet og som angiveligt selv var pilot på ruten, var en kendt skikkelse i den nordamerikanske musikbranche. Han var blandt andet ejer af bookingbureauet Sound Talent Group og pladeselskabet Velocity Records. En repræsentant fra førstnævnte har ifølge Billboard bekræftet, at tre af de omkomne arbejdede for selskabet.

I en udtalelse fra den amerikanske brancheorganisationen National Independent Talent Organization (NITO), som Shapiro var medstifter af, lyder det:

"Vi er dybt berørte over at have mistet Dave Shapiro og to af hans kollegaer. Dave var en visionær i musikindustrien og en central drivkraft bag Sound Talent Group. Hans passion og engagement har påvirket utallige kunstneres karrierer og været med til at forme liveoplevelser for fans verden over."

Daniel Williams var med i The Devil Wears Prada fra bandets begyndelse i 2005 og frem til sin afgang i 2016. I hans tid som medlem opnåede gruppen flere placeringer på den amerikanske Billboard 200, herunder Zombie EP og Dead Throne, der begge nåede top 10.


LÆS OGSÅ: Chris Brown bliver løsladt i Manchester

ANNONCE