Flere personer i toppen af Koda er blevet genvalgt til bestyrelsen.
På Kodas generalforsamling, der blev afholdt den 8. maj, blev både forperson Loui Törnqvist og første næstforperson Tobias Stenkjær genvalgt til bestyrelsen. Førstnævnte har været forperson siden 2023 og holder pladsen frem til 2027.
Læs også: Aldrig før er der udbetalt Koda-penge til så mange musikskabere
"Jeg er glad for tilliden fra bestyrelsen og ser frem til at fortsætte arbejdet for et bæredygtigt og stærkere musikliv med bedre rammevilkår og rimelig betaling til dem, der skaber musikken," siger Loui Törnqvist i en pressemeddelelse og tilføjer:
"Hvis der er noget, 2024 har slået fast, så er det, at et stærkt musikliv ikke opstår af sig selv. Og at vi ikke kan lette trykket på speederen. Selv status quo kræver hårdt arbejde. Vi kan kun skabe forandringer ved at tage et aktivt ansvar og ved at stå sammen, danne partnerskaber og række ud – til branchen, kulturlivet, politikerne og erhvervslivet."
I disse år står musikbranchen over for nye udfordringer med kunstig intelligens, streaming og en stadig mere allestedsværende bæredygtighedsdagsorden. Derfor er det ikke mange dage siden, at man kunne læse, at Koda opruster med to nye medarbejdere, som skal være med til at tæmme de komplekse problemstillinger. Kodas nye juridisk og politisk direktør bliver Nicky Valbjørn Trebbien, og Kasper Sand Kjær tiltræder som kommunikationschef.
Koda underskrev for nylig en fælleserklæring med musikrettighedsorganisationer fra de andre nordiske lande, som indeholder en række anbefalinger og krav til, hvordan kunstig intelligens og menneskeskabt musik kan sameksistere. Her nævnte organisationerne blandt andet, at AI-virksomhederne bør respektere ophavsretten, og at musikskabere skal kunne indgå licensaftaler med virksomhederne for at sikre betaling til rettighedshaverne. Læs mere om den historie her.