Den amerikanske præsident hævder, at superstjernens bidrag til valgkampen var betalt.
Den 78-årige præsident Donald J. Trump har anklaget Beyoncé for at have modtaget, hvad der svarer til omkring 73 millioner danske kroner, for sin offentlige støtte til Demokraterne og Kamala Harris under den seneste amerikanske valgkamp. Anklagen blev fremlagt på Trumps egen medieplatform Social Truth i går, den 19. maj.
Læs også: Trump kritiserer Swift og Springsteen: "Ikke længere hot" og "dum som en sten"
Anklagerne er ifølge præsidenten bakket op af uspecificerede "nyhedsrapporter," men der er i skrivende stund ingen beviser for påstanden, hvilket medier som The Guardian og The New York Times også understreger.
"Ifølge nyhedsrapporter fik Beyoncé 11 millioner dollars for at gå op en scene, kort støtte Kamala og gå derfra til højlydte buh-råb for aldrig at have optrådt - ikke engang med én sang!," lød det fra Trump, der fortsatte:
"Husk, at Demokraterne og Kamala ulovligt betalte hende millioner af dollars for ikke at gøre andet end at give Kamala sin fuldstændige støtte. Dette er ulovlig valgsvindel på højeste niveau! Det er et ulovligt kampagnebidrag! Bruce Springsteen, Oprah, Bono og måske mange andre har meget at forklare!!!".
Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter herefter.
Gårsdagens udtalelse kommer i forlængelse af præsidentens tidligere kritik af musikerne Bruce Springsteen og Taylor Swift. Trump rettede blandt andet kritik mod de to kunstnere i fredags, hvor han på mediet Truth Social beskrev dem som henholdsvis "dum som en sten" og "ikke længere hot."
Det amerikanske musikerforbund AFM reagerede kort efter med en udtalelse, hvor forbundets internationale præsident, Tino Gagliardi, forklarede, at AFM "ikke vil forholde sig tavse, når to af vores medlemmer – Bruce Springsteen og Taylor Swift – bliver udvalgt og personligt angrebet af USA's præsident." Udtalelsen er citeret af NME.
Trump har siden gentaget sin kritik af Springsteen og har samtidig rettet nye anklager mod Beyoncé, Bono og Oprah.
Læs også: Trump skyder skylden for Super Bowl-nederlag på Taylor Swift