Nyhed

Von Quar annoncerer turné: Klar til at sprede hooliganrock og fodboldstemning ud i landet

Samtidig annoncerer bandet to "kæmpe koncerter" i efteråret 2025.

Det danske band Von Quar har i dag annonceret på Instagram, at de drager på en omfattende turné rundt i landet, hvor de blandt andet gæster en række danske festivaler. Turnéen skydes i gang den 16. maj på Surround Festival i Roskilde og afsluttes den 11. oktober på Kaffe og Sensorik festival i Aarhus. 

Læs også: Fremadstormende band udgiver en "kæmpe kærlighedserklæring"

Derudover afslører bandet, at de spiller to "kæmpe koncerter" i efteråret den 6. november på Radar i Aarhus og den 7. november på Lille Vega i København. 


Artiklen fortsætter efter opslaget.


Von Quar beskriver selv deres musik som "hooligan-rock," hvor indierock, EDM og fodboldstemning smelter sammen. Selvom de indtil videre kun har udgivet to singler "Forår" og "Alt hvad jeg vil" har de allerede gjort sig bemærket på den danske livescene. I sommeren 2024 vandt de Smukfests Live Camp-pris, og i slutningen af marts var de desuden på GAFFAs Hold øje med-liste over fire favoritter fra vækstlaget. 

Von Quar har netop spillet på et pakket Merchant Room til dette års Spot Festival. En koncert, som høstede fem ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder, der beskrev bandets optræden med ordene:

"Det er faktisk svært at finde ord for, hvad jeg overværede på Merchant Room: en kort vejrudsigt, potteplanter der led en brutal død, elefanthuer, Haka-lignende bevægelser og ukontrollerede trommestride, med så insisterende slagkraft, at de kunne mærkes i fundamentet under os (...) "Forår" sparker bolden i mål og rammer plet. En kulmination, hvor alt smelter sammen i én stor lydmur af fællesskab og eufori – og publikum synger med, som var det deres livs vigtigste kamp. En ægte stadionfinale."


Billetslaget til koncerterne i Lille Vega og på Radar starter i morgen, torsdag den 15. maj klokken 10, og kan købes her

LÆS OGSÅ: Von Quar på Spot Festival 2025

ANNONCE