Nyhed

Amerikansk band går i opløsning efter intern skandale: "Han har forvoldt uoprettelig skade"

Guitaristen har angiveligt brugt bandets penge på "et utroligt antal OnlyFans-køb" og bragt resten af bandmedlemmerne i fysisk fare op til flere gange.

Det amerikanske hardcore-band Gel har annonceret deres opløsning som følge af alvorlige interne konflikter. Ifølge et opslag på Instagram, offentliggjort den 19. marts 2025, skyldes opløsningen guitarist Anthony Websters handlinger, som bandet beskriver som "afskyelige forsøg på at fremme sin egen musikkarriere."

Læs også: Dansk rockstjerne afslører hemmeligt misbrug i ny bog

I opslaget skriver Gel, at Webster har "forvoldt uoprettelig skade på bandet, hvilket har påvirket os som mennesker mere, end vi overhovedet kan forsøge at forklare, til det punkt hvor vi ikke længere er i stand til at fortsætte bandet."


Anklager om økonomisk svindel og chikane
Webster bliver blandt andet beskyldt for at have stjålet titusindvis af dollars fra bandets økonomi og brugt midlerne på egen husleje, private madbestillinger og "et utroligt antal OnlyFans-køb samt mystiske CashApp-transaktioner, formentlig i den samme boldgade." Webster var ifølge opslaget den eneste med adgang til bandets konto, hvilket forhindrede de øvrige medlemmer i at få indsigt i bandets økonomi.

Desuden bliver Webster anklaget for at have delt nøgenbilleder af et af bandmedlemmerne på det sociale medie Reddit. Endvidere bliver han beskyldt for at have bragt bandet i fysisk farlige situationer flere gange. Han skal blandt andet have udvist farlig og "psykopatisk" kørsel, kastet genstande efter de andre bandmedlemmer og været skyld i, at bandets varevogn fik sin rude smadret med et baseballbat. Gel beskriver Websters adfærd som "absolut elendighed og en manglende hensyntagen til nogen som helst omkring ham."

Læs også: Tidligere lydtekniker sigtes for at stjæle og sælge hemmelige Eminem-sange


Bandet tager afsked
I opslaget fortæller Gel, at de trods Websters adfærd i lang tid valgte at fortsætte samarbejdet. "Hvis du nogensinde har været i et følelsesmæssigt eller fysisk krænkende forhold, vil du nok forstå det bedre," skriver bandet og tilføjer: "Det føles på samme måde, men med ens livsværk og passion i centrum. Det er ikke så let bare at opgive noget, man holder så meget af – især ikke, når der også er pres fra eksterne organisationer, mennesker osv., som på en eller anden måde regner med én."

Bandet afslutter opslaget med en undskyldning til deres fans samt de samarbejdspartnere, der er berørt af opløsningen. "Vi ved, at så mange mennesker regnede med os, heriblandt Spiritbox, Volbeat og vores gode venner i Anxious – vi er så kede af, at vi må afslutte det på denne måde."

Læs også: Højoktan-punkperformance af tændt britisk duo


Fra gennembrud til opløsning
Gel blev dannet i 2018 som et sideprojekt til powerviolence-bandet Sick Shit. Gruppen har udgivet en række ep’er samt albummet Only Constant fra 2023. I august 2024 udgav bandet ep’en Persona. I den forbindelse skrev GAFFAs anmelder følgende om albummet: "Hos Gel skal tingene gå stærkt. Et nummer skal helst ikke vare over tre minutter, og det er et dogme, bandet har valgt at følge på Persona, der markerer en mere tilgængelig lyd hos gruppen... Jeg har troet på Gel fra dag ét. Og nu føler jeg omsider, at resten af verden har fået øjnene op for det band, der potentielt kan tage deres musik til astronomiske højder i metallens verden."

GAFFAs anmelder gav dengang hele fem stjerner til albummet, som nu har vist sig at være gruppens sidste.

LÆS OGSÅ: Undergrundsmusik og kvindekamp i Ukraine

ANNONCE