Nyhed

Anerkendt uddannelse i korledelse flytter til Aarhus

"Det vil øge synergierne mellem klassisk og rytmisk korledelse", lyder det fra det jyske musikkonservatorium.

Rama Vocal Center flytter fra Aalborg til Aarhus til august 2025. Det forklarer Det Jyske Musikkonservatorium (DJM) i en pressemeddelse

Læs også: Musikken i folkeskolerne får nyt liv

Ifølge DJM har Aarhus i forvejen en stærk tradition for både klassisk og rytmisk korledelse. Aarhus tilbydder dertil den musikpædagogiske AM-uddannelse (Almen Musikledelse), der henvender sig til både klassiske og rytmiske studerende, og som indeholder både klassisk og rytmisk korledelse på såvel bachelor- som kandidatniveau. Flytningen fra Aalborg til Aarhus, giver ifølge DJM mening.


”Når Rama Vocal Center fra august 2025 flytter til DJM i Aarhus, vil det øge synergierne mellem klassisk og rytmisk korledelse yderligere og danne grundlag for et unikt miljø for fællesfaglig sparring og fremme af tværæstetisk udvikling,” skriver DJM i pressemeddelelsen.

Rama Vocal Center har gennem årene, siden deres grundlæggelse i 2004, opnået international anerkendelse for sine uddannelser inden for rytmisk korledelse, herunder deres kandidat-, solist- og masteruddannelser. Ifølge DJM vil flytningen til Aarhus styrke uddannelsens muligheder for at samarbejde med byens etablerede netværk og miljøer inden for vokalmusik, herunder Aarhus Vocal Festival.

Ansøgningen til kandidat-, solist- og masteruddannelsen i rytmisk korledelse skal søges senest 17. marts 2025. Du kan læse mere på DJM’s hjemmeside.


LÆS OGSÅ: Danske musikstjerner drager ud i det danske land med morgensangskorpset

ANNONCE