Når festivalgængere nærmer sig pladsen, vil de blive mødt af nye arkitektoniske rammer med fokus på bæredygtighed.
Roskilde Festivals togstation får nyt liv i år, hvor arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi samarbejder med festivalen og DSB om at nyfortolke det trafikale knudepunkt og samlingsstedet med fokus på bæredygtigt byggeri.
Læs også: Efter tre års stilhed: Roskilde-aktuel indieduo teaser ny musik
Samarbejdet mellem de tre institutioner har flere år på bagen, og initiativet er desuden en opfordring til festivaldeltagerne om at benytte offentlig transport, når de skal til og fra festivalpladsen.
Pressemeddelelsen understreger, at den nye stationsbygning bliver skabt af genanvendelige materialer, som vil blive genbrugt året efter. Den kunstfaglige chef hos Roskilde Festival, Signe Brink Wehl, forklarer:
"Det er et stort og nødvendigt fokus for os at bidrage til en bæredygtig fremtid på flere måder. Det gør vi blandt andet ved at understøtte vækstlag — i mange forskellige sammenhænge. Derfor bliver vores nye station tegnet af fremtidens arkitekter og produceret med hjælp fra en ny generation af bygningssnedkere. Og den nye station bliver naturligvis skabt af genanvendelige materialer, så vi bygger ansvarligt," fremhæver Wehl i en pressemeddelelse.
Stationen bliver opført med bidrag fra elever fra bygningssnedkeruddannelsen på Next i Herlev, og projektet er – ligesom for de arkitektstuderende – en del af uddannelsens undervisning.
Læs også: Yör: "Vi øver os hele tiden i at være voksne på vores egen måde"
Den programansvarlige for Bygningskunst, By og Landskab på Det Kongelige Akademi, Martin Marker, forklarer betydningen af samarbejdet for uddannelsen.
"For os betyder samarbejdet, at de studerende får lov at prøve kræfter med at skabe et projekt, som rykker ud af computeren og ind i den virkelige verden. Vi tror på, at hvis man allerede på studiet prøver at samarbejde med bygherre, håndværkere og brugere, er man bedre rustet til at skabe en bedre verden, når man er færdig på uddannelsen," udtaler Marker.
Roskilde Festival bliver afholdt fra den 28. juni til den 5. juli 2025. Find billetter og information her.
læs også: Roskilde Festival tilføjer 27 navne til årets program