Nyhed

Aya Mai udgiver "en anti-Hollywood-fortælling om kærlighed"

Sangen har et klart budskab: Kærligheden behøver ikke at føles perfekt i begyndelsen.

I dag udgiver Aya Mai singlen "Slow Burn" som en forsmag på sin kommende ep, der udkommer til sommer. Sangen formidler popsangerens tanker om, "at ægte kærlighed ikke nødvendigvis altid opstår som en altopslugende følelse fra starten, men at det er okay, hvis den udvikler sig stille og roligt," fremgår det af pressemeddelelsen.

Læs også: Ariana Grande løfter sløret for nyt projekt

Lyduniverset bliver beskrevet som blødt, storslået og fyldt med lag af vokaler, hvilket ifølge pressemeddelelsen, er en signatur for Aya Mais musikalske æstetik. Den danske artist skrev sangen en aften i sofaen, mens hun opholdt sig på landet lidt uden for London. Hun er i det hele taget berejst og har i længere tid boet i USA, hvilket har givet hende en mere international lyd, forklarer pressemeddelelsen.


Aya Mai har tidligere flirtet med jazzgenren, blandt andet gennem et samarbejde med Niels Lan Doky. I 2021/2022 lancerede hun imidlertid sit popprojekt, under hvilket hun udgiver musik i dag. "Slow Burn" fører hende ligeledes mod et skandinavisk popunivers, hvor sangteksten illustrerer en voksende kærlighed, der brænder langsomt.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

"Sangen udspringer af min egen historie – et forhold, der begyndte som en lille, forsigtig fornemmelse midt i en proces fyldt med tvivl og tilbageholdenhed," udtaler hun og tilføjer: "En lidt uromantisk og anti-Hollywood-fortælling om kærlighed: At tage springet med hovedet først og følelserne på slæb. Budskabet er, at kærlighed ikke behøver at føles perfekt fra begyndelsen, nogle gange er det netop det langsomme og det stille, der bliver det stærkeste."

"Slow Burn" er skrevet i samarbejde med norske Benjamin F. Pedersen og britiske Robb Whiteman. Derudover oplyser pressemeddelelsen, at vokalen i sangen er bevaret fra den oprindelige demo, fordi den indfangede præcis den stemning, som sangskriverne ønskede at skabe.


Læs også: Dayyani udgiver single med grammy-nomineret producer-duo

Aya Mai har endnu ikke løftet sløret for, hvornår man kan forvente hendes kommende ep, ud over at det bliver engang til sommer. Pressemeddelelsen forklarer dog, at det er "et projekt, hun har arbejdet på i lang tid – fyldt med personlige historier og en rød tråd om erkendelsen af, at de små drømme pludselig er blevet de største."

Hør Aya Mais nye single her:

LÆS OGSÅ: Spotify svarer på kritik – med hundrede milliarder kroner

ANNONCE