Nyhed

Beyoncé mindes Angie Stone: “Din utrolige arv vil leve videre for evigt”

Den amerikanske r&b-sanger døde den 1. marts.

Den amerikanske r&b-sanger Angie Stone blev lørdag morgen den 1. marts dræbt i en bilulykke. Hun blev 63 år gammel.

Læs også: Angie Stone er død

Ulykken skete i Montgomery, Alabama på vej fra et show. Stone kørte i sin Mercedes Sprinter-kassevogn med flere bandmedlemmer, da hun mistede herredømmet over bilen, som væltede. Stone var den eneste dræbte ved ulykken.


Efter nyheden om hendes alt for tidlige død har Beyoncé hyldet Angie Stone ved at dele et opslag om hende på sin hjemmeside, skriver NME. Et opslag på Beyoncés hjemmeside lyder: "Tak for din stemme, din styrke og din kunstneriske evne."

Opslaget afslutter: "Din utrolige arv vil leve videre for evigt. Hvile i fred, Angie Stone."

Angie Stone var født i Columbia, South Carolina og indledte sin karriere som 16-årig i hiphop-trioen The Sequence, der især er kendt for 1979-hittet "Funk You Up".


I 1990'erne blev Stone medlem af r&b-gruppen Vertical Hold, og i 1999 udgav hun sit første soloalbum, Black Diamond, der blev et pænt hit. Siden fulgte flere succesfulde album, herunder The Art of Love & War fra 2007, et album, der nåede en 11. plads på den amerikanske Billboard-hitliste, Stones højeste hitlisteplacering. Hun nåede at udsende 10 soloalbum, senest Love Language fra 2023. Hendes største hit var "Wish I Didn't Miss You" fra 2002.

Angie Stone blev gennem karrieren nomineret til tre Grammyer. Hun efterlader sig to børn.

LÆS OGSÅ: Forsigtig begyndelse, forrygende afslutning med den stærkt syngende souldiva


ANNONCE