Nyhed

Caroline Henderson indtager dansk spillested med nyt album

Med det kommende album ønsker musikeren at tage ejerskab over sin egen fortælling og hylde kvindelig empowerment.

Caroline Henderson indtager Hotel Cecil den 8. juli 2025 med sange fra hendes kommende album Nectar and Ambrosia. Albummet udkommer den 25. april og bliver udgivet i forbindelse med kunstnerens 30-års jubilæum som solist. 

Læs også: Caroline Henderson inviterer til en musikalsk juleoplevelse

Nectar and Ambrosia er lavet i samarbejde med Jonathan Bremer og Johannes Wamberg, som sammen med Felix Ewert og Calle Brickman udgør aftenens live-band. Ifølge en pressemeddelelse bliver koncerten "en sjælden mulighed for at opleve sangene fra det nytænkende album live og blive lukket ind i den kraftfulde energi, som har dannet baggrund for dets tilblivelse." 


Henderson har allerede udgivet singlerne "Floating" samt "Ain't I a Woman" fra det kommende album, hvor sidstnævnte blev udgivet på kvindernes internationale kampdag. 

Med Nectar and Ambrosia ønsker Henderson at tage ejerskab over sin egen fortælling og hylde kvindelig empowerment: 

"Jeg kredser rundt i tiden. At have en alder, hvor livsfortællingen er lang, og erfaringerne mange. At være kvinde. At være kvinde i en mands verden. At have brun hud i et overvejende hvidt land. At falde mange gange og rejse sig igen. At turde drømme. At være nysgerrig på livet. At favne og tage ejerskab – og med ét ord: Empowerment," fortæller Henderson i pressemeddelelsen. 


Læs også: Black Voices - A Tribute vender tilbage i 2026

Kernebudskabet er en hyldest til livets kompleksitet og styrken i at være tro mod sig selv, uanset hvilke udfordringer man møder. Sammen med Jonathan Bremer og Johannes Wamberg er budskabet blevet understøttet af en lyd, der er båret af flow, stamina og styrke, fastslår pressemeddelelsen. 

Det kommende album markerer endnu en milepæl i musikerens lange karriere. "Musikken er min dagbog. Jeg reflekterer over den kvinde, jeg er i dag - og den, jeg har været," fortæller hun. 


Billetter til koncerten på Hotel Cecil den 8. juli kan købes her

Du kan lytte til "Ain't I a Woman" her:

LÆS OGSÅ: Caroline Hendersons one woman show vender tilbage

ANNONCE