Sangen udforsker "selvkærlighed og tager udgangspunkt i mentale kampe og længslen efter frigørelse."
BEMÆRK: Denne artikel omtaler selvmord. Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11.00-05.00
Dear Anaïs, der var en af de 10 finalister i KarriereKanonen 2024, vender nu tilbage med sin nye single "Gentle". Sangen markerer starten på hendes kommende ep Miseducated Love, som forventes at udkomme til foråret.
Læs også: Dansk hyperpop-debut i verdensklasse
Ifølge sangeren kredser "Gentle" om "selvkærlighed og tager udgangspunkt i mentale kampe, længslen efter frigørelse, frygten for det ukendte og påvirkningen på ens nærmeste."
Dear Anaïs uddyber efterfølgende tankerne bag sangen i en pressemeddelelse:
"'Gentle' udforsker sindet hos en person, der kæmper med selvmordstanker. Teksterne formidler en følelse af fremmedgørelse fra verden og en længsel efter at slippe fri fra smerten. Fortælleren bliver draget mod de døde og forestiller sig deres smerte i håb om at befri sig selv fra sin egen. Dog er teksterne præget af en frygt for det ukendte og et glimt af håb om forståelse. Om fortælleren opnår fred eller forbliver fanget i en limbo, forbliver et åbent spørgsmål."
Miseducated Love følger op på debut-ep'en Chaotic Good, som udkom i november 2023. Den nye ep kommer til at tage udgangspunkt i de fem hovedtyper af kærlighed – Eros, Philia, Storge, Agape og Philautia – og trækker samtidig på kunstnerens egne erfaringer med både kærlighedens smukke og mørke sider. "Denne samling af sange er en rå og ærlig refleksion af en rejse mod selvindsigt," lyder det fra Dear Anaïs om den kommende ep.
Hør "Gentle" her.