Nyhed

Distortion X offentliggør det fulde lineup for åbningsfesten

Programmet byder både på store internationale elektroniske navne og helt nye danske beats.

Distortion X Rådhuspladsen har løftet sløret for det fulde program til festivalens åbningsfest den 4. juni 2025. Programmet byder både på danske og internationale navne som Adam Port, HoneyLuv og Elsked, mens værterne TooManyLeftHands styrer dagens festligheder.

Læs også: Distortion indtager Nørrebro med hypede danske artister

Den tyske dj og producer Adam Port, som er en del af Keinemusik-kollektivet, optræder som et af hovednavnene ved åbningsfesten. Adam Port har skabt sig en markant position inden for den elektroniske musikscene og har over 15 millioner månedlige lyttere på Spotify. Hans stil kombinerer melodisk house med afro-beats, og han skal desuden optræde på festivalen Coachella. Distortion beskriver selv bookingen som "intet mindre end et scoop."


Det danske elektroniske band Elsked, som debuterede i 2023 med ep’en Piratradio, er også på programmet. Gruppen optrådte blandt andet på Roskilde Festival sidste år, hvor de kombinerede deres 90-00'er-inspirerede klubrytmer med store korproduktioner, mens teksterne kredser om kærlighed og afsked. Roskilde-koncerten fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Det er tydeligt, at gruppen skal finde deres eget fodfæste... Men arven fra 00’ernes ligefremme patos, der skal skære igennem drenge og piger-hjerter, alt imens den tunge bas skal byde op til dans, er bestemt en gangbar vej og en stilart med medvind."

Den amerikanske dj og producer HoneyLuv er ligeledes på programmet. Hun er blandt andet kendt for hits som "Thr33 6ix 5ive" og "Sway" featuring Dope Earth Alien. Sidstnævnte blev i 2023 kåret som "Hottest Record" af BBC Radio 1, hvilket var med til at give hende en plads på listen over BBCs "Future Stars" i 2023. Siden da har hun optrådt på Coachella samt de elektroniske festivaler Electric Daisy Carnival og Brooklyn Mirage.

Læs også: Distortion Ø fuldender årets line-up


Værtsrollen varetages igen i år af den danske duo TooManyLeftHands, der har været en del af Distortion i hele 12 år. De udgav sidste år singlen "København" i samarbejde med blandt andre Suspekt og Benjamin Hav. Derudover kan man også opleve Monad B2B Skai B2B Desaint, Myhre & Seierø, Nick Søe, Fedty og Youss til åbningsfesten.

Åbningsfesten på Rådhuspladsen finder sted onsdag den 4. juni 2025 fra kl. 16-00. Du kan læse mere Distortion og købe billetter her

LÆS OGSÅ: Spot City inviterer til gratis livemusik

ANNONCE