Singlen handler om det komplekse forhold mellem en søn og en forælder.
Det danske indierock-band Cody er tilbage med ny musik. Fem år efter udgivelsen af deres seneste album Win Some (2020) udgiver de nu singlen "Wish We Were Closer", som ifølge en pressemeddelelse afspejler det komplekse forhold mellem en søn og en forælder.
Læs også: Cody vender tilbage til scenen med koncert og kommende album
"I mit voksne liv har jeg oplevet, hvordan tætte relationer bliver udfordret og til sidst brister. Jeg har oplevet, hvordan principper og idealer bliver tegnet hårdere og hårdere op samtidig med, at blodsbåndet og kærligheden bliver tyndere, og hvor vi til alle sider klamrer os til vores nyfundne sandhed. 'Wish We Were Closer' handler netop om det og et ønske om at kunne vende tilbage til noget, som engang var, og som føltes større - noget som føltes som kærlighed," fortæller forsanger Kaspar Kaae i pressemeddelelsen.
Det komplekse forældre/søn-forhold skinner igennem i teksten med linjer som "The blood that runs in me runs in you, how much does it mean?"
Cody blev dannet i 2008 og består af Kaspar Kaae (vokal), David Fjelstrup (guitar og vokal), Frederik Thybo (violin), Line Felding (cello og vokal), Rasmus Todbjerg (bas, keys og guitar) og Asker Bjørk (trommer).
Læs også: Albumanmeldelse: De danske americana-helte genrejser sig selv på magisk vis
Bandet debuterede i 2009 med den selvbetitlede ep Cody, som GAFFAs anmelder gav fem stjerner. Sidenhen er det blevet til fem album og endnu en ep. Senest udgav de Win Some fra 2020, der ligesom debuten høstede hele fem stjerner og ordene:
"Der er noget poetisk og sårbart over deres melodiske univers, som gør albummet umanerligt tidløst og dragende. Alle sanser står åbne, når de folder sig ud og viser, at der er noget større på spil. Cody har genrejst sig selv på magisk vis."
Cody kan opleves i Lille Vega den 11. april 2025. Du kan købe billetter til koncerten her.
Du kan lytte til "Wish We Were Closer" her: