Nyhed

Efter mere end 35 år: Ikonisk dansk band er tilbage med ny musik

Singlen udkommer i forbindelse med bandets kommende Danmarksturne, hvor de besøger otte danske byer.

Det legendariske danske band News er tilbage med deres første nye musik i over 35 år! Som en del af deres længe ventede comeback i 2025, udgives deres nye single "Famlede i Blinde" i dag den 28. marts. Sangen er skrevet af Peter Biker i samarbejde med Andreas Odbjerg og Daniel Thorup, og er produceret af Peter Biker. 

Læs også: Dansk 80'er-band genforenes

Bandet, bestående af forsanger Søs Fenger, trommeslager og producer Peter Biker samt bassist Jette Schandorf, havde oprindeligt ikke planer om at lave ny musik sammen, men da den perfekte sang dukkede op, var de ikke i tvivl.


I en pressemeddelelse fortæller Søs Fenger om sangen: "Den sang er så meget mig dengang. Jeg havde meget fart på og lagde ikke mærke til, hvad der var lige foran mig. Den beskriver, hvordan vi var, og hvordan vi er. Teksten ramte virkelig flot," siger hun og suppleres af Jette Schandorf: 

"Jeg er vild med, at vi kan smelte sammen igen og lave en rigtig News sang, som går lige ind og rører mig, og får det bedste frem i os," fortæller Schandorf og understøttes af bandet:

"Da vi gik i studiet, føltes det som om, vi var 25 år igen. Der var en helt særlig energi, som tog os tilbage til dengang – og samtidig skabte noget nyt og friskt," fortæller bandet og Peter Biker tilføjer: "Det lyder umiskendeligt som News!" 


Lyt til "Famlede i blinde" her: 

Læs også: Smukfest tilføjer 30 nye navne til årets program


News er klar til Danmarksturné i 2025
Efter tre årtiers pause drager News på Danmarksturné i 2025. Her kan publikum se frem til at genopleve bandets største hits som "Du er", "Jeg elsker dig" og "Alle andre sir" samt den nye single, som markerer et nyt kapitel i News' musikhistorie, ifølge pressemeddelelsen. Om den kommende turné udtaler bandet i pressemeddelelsen:

"At gendanne News føles som at komme hjem. Vi glæder os til at spille sammen igen og dele musikken med både gamle og nye fans. Det bliver en tur ned ad memory lane, men også en fejring af alt det, vi har skabt og stadig kan skabe sammen."

Turnéen begynder i april 2025 og tager News til otte danske byer, herunder Musikhuset Aarhus og DR Koncerthuset. Flere af koncerterne er allerede udsolgte, men du kan købe billetter til de andre byer her

Du kan se en oversigt over turnéen herunder. 

LÆS OGSÅ: Her er de 25 mest ikoniske danske popsange

ANNONCE