Det kan blive et indbringende år for danske festivaler.
I starten af året udkom interesseorganisationen for danske spillesteder og festivaler Dansk Live med deres prognose, der viste, at 2025 kan blive et særligt godt år for festivaler. I undersøgelsen er en lang række danskere blevet spurgt ind til deres forventninger til sommeren, hvor 58 procent ønskede at besøge en eller flere festivaler. Det er en stigning på 7 procentpoint sammenlignet med 2023.
Læs også: Musik og magt: "Tidligere har der været penge nok... Men sådan er det ikke i år"
Ude i det danske festivalland tror man på prognosen. I hvert fald hos Bork Festival ved Ringkøbing Fjord som forventer en stigning i omsætningen dette år:
"Vi havde et rigtig godt år sidste år, og med prognoserne for i år håber vi at kunne sætte ny rekord i omsætningen i 2025," lyder det fra marketingansvarlig for festivalen, Arne Enggaard Poulsen, i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Bork Festival fra 2023 til 2024 hævede omsætningen med 28 procent – svarende til omtrent fire millioner.
Bork Festival tilføjer, at man også vækstede sidste år, og at det ifølge deres erfaring særligt handler om fællesskabet:
"Sidste år vækstede vi kraftigt, og omsætningen steg fra 14 millioner kroner i 2023 til 18 millioner i 2024. Det bliver måske ikke helt så vildt i år, men vi regner bestemt med, at omsætningen stiger en smule i 2025. Vi har oplevet en kæmpe interesse de senere år, og det er især det fællesskab, man mærker på festival, der har fået en større betydning for vores gæster. Musikken er stadig vigtig og derfor også noget, vi prioriterer højt, men fællesskab er næsten lige så vigtigt i dag," fortæller Arne Enggaard Poulsen i pressemeddelelsen.
Læs også: Livemusik i vækst: Store shows stjæler scenen fra de små koncertsteder
På årets festivalplakat kan man blandt andet opleve Benny Jamz, som stod bag årets mest streamede album i 2024 sammen med Gilli. Derudover kan man også opleve navne som Mas, Jonah Blacksmith, D-A-D, Medina, Hjalmar med flere. Bork Festival understreger også, at man med den øgede omsætning har øget musikbudgettet for fortsat at kunne trække de store navne til:
"Vi har hævet budgettet til musikprogrammet fra 2023 til 2024 med en million kroner, og vi hæver det igen i år. Vi har også har været ude at investere i en betydeligt større scene. Det er nødvendigt i dag, hvis vi skal kunne konkurrere med de andre mindre festivaler og få de store danske navne ud at spille," siger Arne Enggaard Poulsen.
At flere artister har flere krav til sceneforholdene er også noget, man kan genkende hos landets største af slagsen: Roskilde Festival.
Den ikoniske Orange Scene skulle egentlig være udskiftet i år med en nyere model, men byggeriet bliver udskudt til 2026 på grund af forsinkelser. Sceneopdateringen sker blandt andet for at kunne imødekomme kravene fra nogle af de store artister, men Roskilde Festival forsikrede dog, at byggeforsinkelserne ikke kommer til at gå ud over programmet for 2025, som blandt andet tæller navne som Stormzy, Olivia Rodrigo, Beabadoobee og FKA Twigs:
“Udskydelsen af byggeriet går ikke ud over programmet til sommer. De store oplevelser på festivalens Orange Plads er sikret. Den nuværende Orange Scene er nemlig klar til at tage endnu et år og lægge orange dug til sommerens store koncerter,” udtalte Jonas Wilstrup, Roskilde Festival Gruppens CFO og overordnet ansvarlig for byggeriet, i en pressemeddelelse.
læs også: Boygenius bekræfter rygter om romantik