Dagens tilføjelser spænder vidt – fra en fremadstormende TikTok-musiker til en albumaktuel, garvet amagergenser.
Bornholmske Wonderfestiwall fortsætter med at løfte sløret for sit musikalske lineup og afslører i dag fire nye navne: Astrid S, Annika, Peter Sommer og Østen.
Læs også: Wonderfestiwall tilføjer international popstjerne til plakaten
Både norske Astrid S og danske Annika bliver fremhævet som musikalske kometer, der især gennem TikTok fik en dedikeret lytterskare. Astrid S har en hånd med i formningen af både sin lyd og visuelle identitet, idet hun selv producerer musikken og instruerer de tilhørende videoer. I 2020 udgav hun debutalbummet Leave It Beautiful, hvor GAFFAs anmelder gav tre stjerner og skrev:
"Dér, hvor Astrid S har gennemslagskraft er, når hun overrasker med alternative og mørkere produktioner, hvor der skabes balance til hendes fine vokal."
Annika har taget den danske popscene med storm, da hun i 2024 udgav singlen "Så længe jeg er sexy", der i skrivende stund har over 21 millioner afspilninger på Spotify. Hun var dermed en af de mest afspillede danske artister i udlandet sidste år, og har i flere uger ligget i toppen over danskernes favoritsange som feature på "Blodigt" af Anton Westerlin. En stor bedrift siden den dengang 17-årige musiker startede med at lægge videoer op på TikTok i 2023.
Peter Sommer udgiver i morgen, den 14. marts 2025, sit ottende soloalbum med titlen Verdens Volume. En pressemeddelelse i anledning af annonceringen af albummet fremhæver, at Sommer "har markeret sig som en af landets mest talentfulde kunstnere kendt for sin karakteristiske stemme, dybe tekster og melodiske komponister. Peter Sommer formår at skabe en følelsesmæssig forbindelse til publikum gennem sin musik og skaber noget helt unikt, der skiller sig ud i den danske musikscene."
Også danske Østen er tilføjet til sommerens musikprogram. Han debuterede med albummet Daylight i slutningen af 2024, hvor anmelderen skrev: "Det er et modigt debutalbum, der viser, at vi har med en kunstner at gøre, der tør tage chancer og dermed også stadig har masser at udforske og måske en del af lære. Jeg er dog sikker på, at vi trygt kan lade Østen tage os på endnu en rejse, og jeg kan ikke vente med at se, hvor han tager os hen næste gang."
De fire nye artister står blandt navne som Medina, Tessa, Lamin og Anastacia på festivalsplakaten. Wonderfestiwall afholdes fra den 14. til den 17. august 2025 og finder sted i Slotslyngen ved siden af den ikoniske ruin Hammershus, og du kan sikre dig en billet her.
LÆS OGSÅ: Bon Iver præsenterer ny lyd i et utraditionelt format