Den nye single er en "tour-de-force gennem det moderne hverdagslivs præstationsræs."
Den danske post-punk-trio Pære Banal har spændt styrthjelmen og er tilbage med en ny og hurtig single ved navn "Formel 1", som udkommer i dag den 14. marts.
Læs også: Albumanmeldelse: Post-punket energiudbrud lige fra dåsen
Det hurtige tempo afspejles i sangen, der kun varer halvandet minut. I en pressemeddelelse beskrives "Formel 1" som en "tour-de-force gennem det moderne hverdagslivs præstationsræs." Sangen udforsker denne samfundskritik med en blanding af oprigtighed og ironisk satire.
"Nummeret handler om at finde sit ståsted i en kaotisk og absurd verden, fyldt med rumraketter og passagerløse privatfly. Her bliver en racerbil med tom tank et billede på den utilstrækkelighed man kan føle i det accelererende samfund, hvor alt tilsyneladende er muligt. Måske er det største oprør at parkere bilen og stå af racet?," lyder det i pressemeddelelsen.
"Formel 1" er den første single fra bandets kommende ep, der udkommer i efteråret 2025, og ifølge pressemeddelelsen er "spækket med fart og racer æstetik." Ep'en er indspillet og produceret i samarbejde med Christian Askehave og Christian Popp.
Læs også: Post-punk-kvartet hiver dobbeltsingle op af tidskapsel
Pære Banal består af Jeppe Salling (vokal og bas), Jacob Baltser (trommer) og Timothy Martin (guitar). De udgav deres debutalbum Wir Schaffen Das! i 2023. GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner og beskrev albummet med ordene: "Debutalbum leverer legesyge og kantede post-punk-toner som et kaotisk lydspor til en ung og privilegeret tilværelse."
Pære Banal kan opleves på Ideal Bar i København den 23. maj 2025. Billetter til koncerten kan købes her.
Du kan lytte til "Formel 1" her: