Nyhed

Iggy Azalea: "Jeg kan og jeg vil tage den her sag i retten"

Den australske musiker hævder, at Universal Music Group skylder flere millioner kroner i royalties.

I weekenden har Iggy Azalea rettet skarp kritik mod Universal Music Group (UMG), som hun mener "bogstaveligt talt stjæler fra de mennesker, de allerede har underskrevet fordelagtige aftaler med." Ifølge Digital Music News anklager hun selskabet for at have undladt at udbetale royalties i millionbeløb.

Læs også: The Cranberries i retssag mod pladeselskab: Sagsøgt for tilbageholdte royalties

Udtalelsen kommer efter, at hun har anklaget selskabet for ikke at betale "en eneste royalty ... for noget som helst uden for USA," skriver Azalea i et nu slettet opslag, som Digital Music News refererer til. Heri hævder hun også, at UMG skylder hende betalinger i et "ottecifret beløb" – i dollars, vel at mærke.


Den 34-årige musiker blev signet på Island Def Jam, et pladeselskab ejet og stiftet af UMG, i 2013. Selvom anklagerne rettet mod selskabet endnu ikke er blevet til en retssag, skriver hun, at hun agter at stille sagen for en dommer.

"De satser på at skjule det og tror, at kunstneren aldrig vil være i stand til at betale for en revisorundersøgelse," forklarer Azalea på X og fortsætter: "Og så laver de spil som dette uden for retten og prøver at indgå en aftale for to mangofrugter og et brød, i antagelsen om, at de ikke kan betale for at kæmpe i retten. Jeg kan, og jeg vil tage dette til retten. Jeg sagde til dem, at hvis jeg ikke så et rimeligt forlig blive tilbudt, ville jeg tale offentligt om det, og her er vi. De er kriminelle."

Artiklen fortsætter efter opslaget.


Iggy Azalea står bag gigahittet "Fancy" i samarbejde med Charli XCX, som udkom på albummet The New Classic fra 2014. Sangen er hendes mest streamede og har i skrivende stund over 780 millioner afspilninger på Spotify.


Læs også: Storbritannien revurderer AI-politik efter pres fra musikbranchen

Den australske musiker er ikke alene om kritikken rettet mod selskabets manglende betaling af royalties. The Cranberries indgav for kort tid siden en retssag, hvor de anklager deres pladeselskab, Island Records, og dets moderselskab, UMG, for at have tilbageholdt et millionbeløb fra digitale streamingindtægter.

Det er endnu uvist, om Iggy Azalea vil følge rockbandets eksempel og bringe sagen for retten, da hendes anklager indtil videre kun er fremsat på sociale medier.

LÆS OGSÅ: Turboweekend: Som C.V. Jørgensen, der møder LCD Soundsystem. Vi kunne kalde det protestdisko?

ANNONCE