Nyhed

Indierockduoen Snuggle udgiver ny single

Over en knitrende og skramlende klangflade lyder ordene: "Dust / What's left of us? / Ashes."

Bag Snuggle står Vilhelm Tiburtz Strange og Andrea Thuesen, som netop har udgivet den indie-rockede sang "Dust".

Læs også: Tre scoops i dagens Spot-annoncering

Duoen er også kendt som bandmedlemmer i henholdsvis Liss og Baby in Vain. I mødet mellem de to musikere opstår et eksperimenterende lydunivers, der også præger "Dust". Her formidler Thuesen linjerne "Dust / What's left of us? / Ashes" som et symbol på udbrændt kærlighed. Hør sangen nederst i artiklen.


Snuggle blev dannet i 2023 og opnåede allerede året efter en plads på Roskilde Festivals opvarmningsprogram, hvor de spillede på Gaia-scenen. Koncerten blev desværre præget af tekniske problemer, hvilket resulterede i en trestjernet anmeldelse fra GAFFA.

Anmelderen beskrev Snuggles lyd som "mørk, guitarmessende shoegaze drysset med MTV Unplugged-elementer" og konkluderede, at "man kan krydse fingre og håbe på, at de garvede medlemmer får en stærk revanche i 2025."

Den ene halvdel af duoen, Vilhelm Tiburtz Strange, er en etableret del af det danske musiklandskab som guitarist i Liss. Bandets udgivelse af debutalbummet, I Guess Nothing Will Be the Same, fra 2022 blev også kvartettens sidste, da forsangeren og bandmedlemmernes nære ven Søren Holm mistede livet til selvmord kort efter, at albummet var færdiggjort.


Andrea Thuesen er en del af trioen Baby in Vain, der med albummet Afterlife fra 2024 høstede stor ros, blandt andet i form af fem stjerner fra GAFFA og en placering blandt årets bedste danske udgivelser.

Læs også: Baby In Vain besøger nye hjørner af det kreative spektrum

I Snuggle forener de to musikere deres kreative kræfter, hvilket har resulteret i flere singleudgivelser, ep’en Calendula og nu "Dust".


Hør singlen her:

LÆS OGSÅ: Ugens nye navn: Fra soveværelsesproduktioner til millionafspilninger

ANNONCE