På turnéen gæster hun tre byer til efteråret.
Karoline Funder drager til efteråret på sin første turné som hovednavn. På turnéen optræder hun i både Odense, Aarhus og København. Turnéen finder sted forud for en kommende ep-udgivelse, der endnu ikke har fået en offentlig titel, men forventes at udkomme i foråret 2025. Se turnéprogrammet nederst i artiklen.
Læs også: Ugens hitlisteopdatering: Hypet dansk producer dominerer
Funder debuterede med singlen "Vores Forhandling", der blev udvalgt til "Ugens Crush" på P3. Siden da har hun udgivet singlen "Jeg hader at jeg tænkte at du lignede en engel".
Ifølge pressemeddelelsen bevæger Karoline Funders musik sig inden for et guitardrevet lydunivers med inspiration fra den amerikanske indiefolk-scene. Pressemeddelelsen beskriver desuden Funders tematikker og tekstunivers:
"Med sin undrende og ærlige sangskrivning indfanger hun den intense kompleksitet, der findes i vores nære relationer; hun synger om de usagte ting, der går os på og gør os bange – og om hvordan vi knytter os til og bliver afhængige af hinanden."
I sommeren 2024 optrådte Funder på Syd For Solen på Make It Count-scenen. Her var GAFFAs anmelder til stede og kvitterede med tre stjerner og beskrev koncerten med ordene:
"Vi fik et kort vindue ind i Karoline Funders verden på Syd For Solen. Hun har tydeligt en masse på hjerte samt en musikalsk kerne, der blot skal udforskes mere, så flere helstøbte sange kommer ud... Men dette er kun begyndelsen for Karoline Funder, og hvem ved, hvad der gemmer sig hen ad vejen. Jeg ser en masse potentiale for udvikling i artisten, og jeg vil glæde mig til at se, om hun kan få det forløst, når hun udgiver sin første samling af sange."
Læs også: 3 artister, du vil elske, hvis du lytter til Guldimund
Da Funder efterfølgende optrådte til Vegas Udvalgte den 1. februar, skrev GAFFAs anmelder følgende om koncertoplevelsen:
"Funder synger godt, og der var heller ikke en finger at sætte på den musikalske backing af blandt andet elektrisk slideguitar. Knækprosa-teksterne kunne til gengæld ikke rigtig matche det musikalske drama."
Billetsalget til turnéen åbner den 19. marts kl. 10.00. Du kan læse mere om og købe billetter her.