Pædofilanklagerne mod verdensstjernen Michael Jackson blev skildret i Leaving Neverland, men hvad skete der efter premieren?
BEMÆRK: Denne artikel omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.
Dokumentaren Leaving Neverland skabte ramaskrig, da den blev udgivet i 2019. Her trådte Wade Robson og James Safechuck frem med detaljerede beskrivelser af, hvordan Michael Jackson angiveligt misbrugte dem seksuelt, da de var børn på henholdsvis 5 og 8 år. Nu bekræfter britiske Channel 4 en opfølger med titlen Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson.
Læs også: Boet efter Michael Jackson vinder appelsag om "Leaving Neverland"
På én time vil dokumentaren skildre efterspillet og følge Wade Robson og James Safechucks kamp for retfærdighed. Filmen giver seeren adgang til retshøringer, der nu er rettet mod Jackson-boet, skriver Variety.
Traileren viser de to hovedpersoners forsøg på at kæmpe imod Michael Jacksons arv: "Det er udmattende at gennemgå det her igen og igen," siger Safechuck. Variety skriver også, at filmen lover at "vise, i hvilket omfang Jackson-boet har kæmpet for at forhindre James (Safechuck, red.) og Wade (Robson, red.) i at få deres dag i retten."
"Hvordan kan folk sove om natten?" spørger Robson, der er overbevist om, at alle måtte have vidst, at Jackson gjorde noget, der ikke burde have set dagens lys.
Ligesom Leaving Neverland er den kommende opfølger produceret af Dan Reed. Da den tidligere HBO-dokumentar blev udgivet i 2019, skrev GAFFA, at filmen "kan og skal ses som en fortælling om, hvad seksuelle overgreb gør ved børn, og hvilken tyngende vægt et seksuelt overgreb altid vil have for et menneskes liv. Derudover skal den ses som en kraftfuld stemme i forsvaret for børns rettigheder. Dokumentaren fanger også, hvor kompleks forståelsen og bearbejdelsen af et overgreb kan være, når man er offer."
Læs også: Ensidig, men uafrystelig maraton-fortælling om Michael Jacksons angivelige sexovergreb
Leaving Neverland 2: Surviving Michael Jackson bliver vist den 18. marts på Channel 4, men det er endnu uvist, hvornår filmen bliver tilgængelig i Danmark.
Se traileren her:
LÆS OGSÅ: Michael Jackson-film udskydes til slutningen af 2025