Nyhed

Lizzo indtager rollen som skuespiller i ny stor musikfilm

I filmen skal hun portrættere en ikonisk kvinde, kendt som "rock’n’rolls gudmor."

Lizzo er blevet castet til at spille Sister Rosetta Tharpe, kendt som "rock’n’rolls gudmor," i den kommende storfilm Rosetta. Ifølge mediet Deadline er filmen under udvikling hos Amazon MGM Studios, hvor Lizzo også medvirker sammen med prominente navne som Forest Whitaker og Nina Yang Bongiovi. 

Læs også: Mød Annika: Den 20-årige popkomet, der skal åbne landets største scene

Sister Rosetta Tharpe var en pionér inden for musikgenren og var kendt for sin unikke blanding af gospel og tidlig rock’n’roll. Tharpe har tidligere været portrætteret i filmen Elvis af sangerinden Yola og blev hyldet ved optagelsesceremonien i Rock & Roll Hall of Fame i 2018, hvor Brittany Howard fra Alabama Shakes leverede en musikalsk hyldest til musikeren.


Lizzo vender tilbage til rampelyset
For Lizzo markerer rollen som Sister Rosetta Tharpe hendes første store filmrolle siden hendes debut i Hustlers fra 2019. Musikeren har efterfølgende været omgivet af både juridiske udfordringer og kontroverser.

Tidligere ansatte sagsøgte Lizzo i 2023 for seksuel, racistisk og tykfobisk chikane, hvilket Lizzo afviste. Et år senere erklærede hun midlertidigt sit stop som musiker, men trak det tilbage og forklarede, at udtalelsen var en reaktion på den negative energi, hun havde oplevet i forbindelse med anklagerne.

Læs også: Kvinderne rykker frem på Koda-hitlisten: "Det er den her slags, der kan være med til at skabe ringe i vandet"


Nu har Lizzo dog for alvor genoptaget sin karriere. Ud over arbejdet med filmen har hun annonceret sit kommende album Love in Real Life og allerede udgivet to singler, "Love in Real Life" og "Still Bad".

I et opslag på det sociale medie X adresserede hun den kritik, hendes nye musik havde mødt, hvor hun trak paralleller til tidligere sorte musikikoner som Aretha Franklin og Whitney Houston. Hun påpegede, hvordan sorte kvinder ofte er blevet mødt med hård kritik i musikindustrien, og skrev blandt andet:

"Aretha og Whitney fik kritik for at være 'for pop', og de fortsatte… og det vil jeg også gøre."


I et andet tilhørende opslag kritiserede hun også mediernes behandling af kunstnere som Janet Jackson og Tina Turner og understregede, hvordan sorte kvinder ofte er blevet behandlet uretfærdigt.

LÆS OGSÅ: Lizzo var mest af alt konferencier til sin egen koncert

ANNONCE