Dårlige vaner og dumme rutiner er en del af livet – Marcus.wav hylder alle os, der gør vores bedste.
Hvordan holder man hovedet højt, når man føler sig fanget af sine fejl? Svaret kunne være Marcus.wavs nye single ”Det sker alt for tit”. Her hylder Marcus.wav de gode intentioner og siger farvel til selvbebrejdelse.
Læs også: 10 februarudgivelser, du måske har misset, men ikke må misse
Ifølge en pressemeddelelse handler "Det sker alt for tit" om destruktive tankemønstre, den evige rejse hen imod at blive en bedre version af sig selv og om at falde tilbage i de samme gamle rutiner igen – og ikke at slå sig selv for meget oven i hovedet over det. Marcus.wav fortæller selv om singlen:
“Det er en meget grineren sang, fordi den vitterligt handler om, at jeg hele tiden fucker tingene op for mig selv, samtidig med at jeg aldrig har lavet en sang, der lød så hyggelig og håbefuld, som den her. Jeg har mange dårlige vaner, jeg dealer meget med destruktive tankemønstre, men jeg står op hver morgen og gør mit allerbedste, og det er det vigtigste. Det er det, den her sang skal minde mig om.”
”Det sker alt for tit” er første gang, Marcus.wav, der går under det borgerlige navn Marcus Bjerring, slår pjalterne sammen med producerne Arto (Tobias Rahim) og Kristján Hansen (Mina Okabe), og det er der kommet en forfriskende lyd ud af.
Den meget ærlige, og tendenserne til ængstelige, tekst akkompagneres af et opløftende sonisk lydbillede, og denne forårshymne, hvis fløjtetema har ørehængerkvalitet, vil helt sikkert lysne på en gråvejrsdag.
Marcus.wav debuterede i 2019 med singlen ”Hvis bare du vil,” og siden har han udgivet en række singler og to album, hvoraf albummet En sød lille en, der udkom i januar sidste år, fik både roser og fire stjerner med fra GAFFAs anmelder. Herunder har han lavet interessante samarbejder med både Mumle, Hilda Heick og Ussel.
Du kan lytte til ”Det sker alt for tit” her: